EU’s klimamilliarder kan ende i Esbjerg

EU har i dag udskrevet flere tusinde milliarder kroner som del af deres budget og genopretningsfond efter coronakrisen, og 30 procent af beløbet er øremærket til klimatiltag. Tiltag, som de er særligt gode til i Esbjerg.

Der er udsigt til milliard-investeringer i grønne teknologier i EU. Og det kan få stor betydning i Danmarks energimetropol i Esbjerg, hvor flere virksomheder arbejder indenfor bæredygtighed.

quote

Det er stort, at vi nu har fået en garanti for, at der bliver nogle penge investeret. Det er vi rigtigt glade for.

Verner Andersen, vice president, Semco Maritime, Esbjerg

Årsagen skal findes i, at EU i dag har vedtaget budgetrammen for de kommende syv år og den genopretningsfond, som skal hjælpe landene på fode igen efter coronakrisen. 13.500 milliarder kroner lyder budgettet og fonden på, og 30 procent af beløbet er øremærket til klimatiltag. Og det med klimavenlige tiltag er de specialister i i Esbjerg.

- Det er en rigtig god nyhed for danske virksomheder. I Danmark er vi gode til at arbejde med teknologier indenfor energi, og det er en stor del af den grønne omstilling og klima. Så det vil komme danske virksomheder til gode og danske arbejdspladser, siger Glenda Napier, der er CEO i interesseorganisationen Energy Cluster Denmark.

Lokale virksomheder jubler

En af de virksomhedsejere, som har hænderne over hovedet i dag, er Verner Andersen.

- Det er jo der, vi har vores kerneforretning. Så det er stort, at vi nu har fået en garanti for, at der bliver investeret nogle penge. Det er vi rigtigt glade for, siger Verner Andersen, der er vice president hos Semco Maritime i Esbjerg.

quote

Når der kommer sådan noget som corona ind fra højre, så bliver man jo bekymret. Nu er min optimisme tilbage.

Mads Kirkegaard, CEO, Poly Tech, Bramming

Også hos virksomheden Poly Tech i Bramming, som producerer komponenter til vindmøller, vækker dagens nyhed glæde. Her understreger CEO Mads Kirkegaard, at det ikke kun er milliarderne, som kan gøre en forskel, men også det politiske signal.

- Selve signalet har også en værdi overfor, at investorer ikke begynder at tænke i alternativer, men fortsætter deres strategi ud i bæredygtig energi, så godstoget kan fortsætte ufortrødent, siger Mads Kirkegaard, CEO, Poly Tech, Bramming.

Mads Kirkegaard, CEO hos Poly Tech i Bramming. 
Mads Kirkegaard, CEO hos Poly Tech i Bramming. 
Foto: Thor Hedegaard, TV SYD

Frygtede corona ville bremse bæredygtighed

Coronakrisen har ellers givet anledning til bekymringer for, hvilke konsekvenser den økonomiske krise ville få for den grønne omstilling. Men med dagens nyhed er den bekymring gjort til skamme. 30 procent af EU’s budget betyder, at 4.074 milliarder kroner er øremærket til klimatiltag.

- Jeg har hele tiden været optimistisk på bæredygtighedens vegne, men selvfølgelig når der kommer sådan noget som corona ind fra højre, så bliver man jo bekymret. Men nu er min optimisme tilbage, siger Mads Kirkegaard.