Faglig stolthed skal få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne

Et nyt forsøg skal gøre erhvervsskolerne mere eftertragtede, og efter et halvt år ser tilbagemeldingerne positive ud.

- Faglig stolthed skal være katalysatoren for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Sådan lyder det fra afdelingsleder på uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg Henrik Jørgensen. Skolen har det seneste halve år været med i et projekt, der skal gøre det mere eftertragtet at vælge en erhvervsuddannelse, og det vil man gøre ved at øge den faglige stolthed blandt erhvervsskoleeleverne. Det er vigtigt at tiltrække elever til erhvervsuddannelserne, fordi vi i fremtiden kan komme til at mangle denne arbejdskraft.

- Vi vil gøre den faglige stolthed mere synlig for eleverne ved at gøre undervisningen mere fængende. Vi har for eksempel haft et forløb, hvor eleverne skulle lave gourmet-hotdogs og servere dem for nogle kunder. Det giver en dialog med kunderne, og man kan svare på deres spørgsmål, fordi man har været med i hele processen med at lave det, siger Henrik Jørgensen.  

Rybners kører lige nu den nye undervisningsform på grundforløbet på linjerne Hotel og restaurant samt Merkantil.

Får gode tilbagemeldinger

Projektet startede for et halvt år siden og skal endeligt evalueres ved udgangen af 2020. Allerede nu peger foreløbige undersøgelser på, at eleverne tager godt imod de nye undervisningsformer.

- Langt hovedparten roser de nye undervisningsforløb for at give erhvervsskoleleverne mulighed for at være aktive, fordybe sig fagligt, blive udfordrede og være med til at udvikle deres fag, fortæller lektor og projektleder Jeppe Egendal fra VIA University College, som også er med i projektet. I alt otte erhvervsskoler er med i projektet.

Henrik Jørgensen fra Rybners ser gerne, at projektet breder sig ud til andre dele af uddannelserne end blot grundforløbet.

- Faglig stolthed er en af nøglerne til at få flere til at søge erhvervsuddannelserne. Det er dragende at lytte til folk, der brænder for det, de laver, og derfor fungerer det rigtigt godt. Det kan helt klart udvides til andre steder af uddannelsen også, siger Henrik Jørgensen.

Projektet er et samarbejde mellem flere erhvervsskoler i hele landet, blandt andet Social- og Sundhedsskolen i Aabenraa og EUC Syd i Aabenraa.