Inden Abiar Aboukhrejbe lægger sig til at sove, tænder hun for stikkontakten.

Apparatet, som er koblet til, hjælper hende med at trække vejret i løbet af natten.

I mange år har det blot været en selvfølge at tænde for apparatet, som lindrer hendes astma, men nu vækker den tændte stikkontakt en dyb frygt i hende.

En frygt for om hun kan betale den næste elregning.

Abiar Aboukhrejbe bor med sin mand og deres tre børn i en femværelses lejebolig på Stengårdsvej i Esbjerg. De betaler 9.000 kroner i husleje, og som pensionister går halvdelen af deres månedlige udbetaling dertil.

Med udgifter til forsikringer, mad, medicin og buskort har det kunnet løbe rundt for familien, men siden priserne på el er steget, er hverdagen tæt på ikke at kunne hænge sammen længere.

Før betalte de 600 kroner for el hver måned, men selvom Abiar Aboukhrejbe kun laver varm mad hver anden dag og ikke bruger ovnen, undlader at købe fløde, ost og yoghurt, sparer på kaffen, kun vasker en enkelt gang om ugen og undlader at stryge familiens tøj, så sidder hun nu med en regning på 4.600 kroner.

- Vi sidder bare i mørke om aftenen og har næsten ikke råd til noget. Det føles som et fængsel, siger hun og fortsætter:

- Jeg er så presset, for på et tidspunkt kan jeg ikke spare mere, og hvad gør jeg så?

Føles ikke som et hjem

I samme boligforening bor Mohamed Ziad El-Moghrabi med sin kone. De kom til Danmark fra Libanon i 1986. Hun er førtidspensionist, og efter mange år på arbejdsmarkedet er han nu pensioneret.

Ud af otte børn bor kun den yngste datter hjemme, men når familien er nødt til at tænde stearinlys, udskifte en varm radiator med tæpper og vaske tøj sent om aftenen, når prisen på el er lavest, så føles de fire vægge ikke længere som et hjem.

- Vi bruger lejligheden som et telt, for vi har ikke råd til andet, siger Mohamed Ziad El-Moghrabi og fortæller, at han fik et chok, da han så den seneste elregning.

Mens den før lød på 2.400 kroner i kvartalet, skal han nu betale 9.700 kroner - og det er til trods for, at familien tænker på at spare hver eneste dag.

- Det skaber problemer. Konflikter, hvor vi skændes om småting. For hver dag tænker vi på vores udgifter, og det stresser os alle sammen, fortæller han.

Tilbudsjagt, el-tracking og bekymringer for fremtiden har sat sig om en uro i Mohamed Ziad El-Moghrabi. Uvisheden har endda fået ham til at lede efter et arbejde, men som 67-årig er det svært, oplever han.

- Jeg skal betale alle de nødvendige udgifter, men jeg frygter, at jeg på et tidspunkt ikke kan betale mere, og hvad skal jeg så gøre?

Kan vi blive boende?

Længere nede i blokken bor ægteparret Jandark Saiid og Majed Poles Tawfiq Azizo. De er flygtet fra krigen i Irak, hvor han mistede venstre arm og ben.

Det er den elektriske kørestol, der får ham rundt derhjemme, og når de to er på tur, men det er også kørestolen, der koster på elregningen.

Ligesom fjernsynet gør, hvor Majed Poles Tawfiq Azizo plejede at bruge meget af sin tid foran. Nu er skærmen langt oftere slukket. Det samme er radiatorerne i lejligheden.

Det betyder, at deres elregning er på 1.900 kroner i kvartalet, hvor den førhen var 1.200 kroner.

Selvom de 700 kroner er langt mindre end hos mange af deres naboer på Stengårdsvej, er det stadig nok til, at ægteparret må undlade at bruge bilen, kun spise kød en enkelt dag om ugen samt aldrig lade madrester gå til spilde, for at få budgettet til at hænge sammen.

- Jeg tør ikke tænke på, hvad der sker, hvis priserne bliver ved med at stige. Har vi så overhovedet råd til at blive boende?

Ikke mere tilbage at leve for

Netop dét spørgsmål går igen, når projektchef hos bydelsprojektet 3i1 i Esbjerg Kommune, Sofie Valbjørn, møder beboerne på Stengårdsvej.

- Citronen er presset fuldstændig. Der er ikke mere at tage af, og bekymringen for, at de ender med at blive sat på gaden, fylder meget, siger hun.

Sammen med kollegerne hos boligforeningen forsøger hun at hjælpe beboerne ved at yde økonomisk rådgivning.

I alle lejernes kontrakter står der, at medarbejderne må komme og banke på hoveddøren, hvis beboerne er bagud med huslejen. Det er ikke for at presse dem, men for at tilbyde vejledning.

Lige nu oplever Sofie Valbjørn dog, at langt flere beboere af sig selv kommer ind på kontoret for at spørge om hjælp til særligt én ting. Elregningen.

 - Når man har så lille en økonomi som mange af vores beboere, så har de ofte ikke mere end 1.000 kroner tilbage at leve for efter de faste udgifter. Så vælter de store elregninger det, og der er ikke noget tilbage at leve for, forklarer hun.

Lige nu ender det ofte med, at de må forsøge at finde en mindre lejlighed til beboerne. 

-  De er desperate. Vi hutler os igennem og hjælper der, hvor vi kan, men det er en hel ekstrem situation. Jeg har aldrig oplevet noget som det her.

Et ønske til politikerne

Med folketingsvalget 1. november er beboerne på Stengårdsvej fast besluttet på at stemme.

De vil alle i stemmeboksen og sætte kryds ved den kandidat, der vil kæmpe for at opfylde deres ønske. Et ønske om hjælp.

- Politikerne er nødt til at gribe ind og skabe en bedre fremtid for os, for jeg ved snart ikke, hvad jeg mere kan gøre, siger Mohamed Ziad El-Moghrabi.

- Jeg tænker meget på mine børn og det liv, de skal have. Politikerne skal sikre dem et godt liv, hvor der er råd til aftensmad og en varm seng, siger Abiar Aboukhrejbe.

Indtil da er alle beboerne enige om, at de lever fra dag til dag og hver dag er det med frygten for den næste regning.