Fanø-færgen grundstødt med 63 passagerer ombord

Færgen Fenja gik tirsdag morgen på grund. Ifølge færgeselskabet skyldes uheldet en kombination af lav vandstand og dårlig sigtbarhed.

63 passagerer måtte tirsdag morgen hjælpes over på den lille passagerfærge Sønderho midt på sejlturen mellem Fanø og Esbjerg.

Det skete fordi færgen Fenja på afgangen kl. 8.10 fra Fanø gik på grund.

Pressemedarbejder Annette Timmermann fra selskabet Færgen oplyser til TV SYD, at uheldet formentlig skyldes, at der lige nu er meget lav vandstand og dårlig sigtbarhed i området.

Grundstødningen betyder, at Fenja ikke kan sejle videre, før der igen kommer højere vandstand i området.

Ifølge færgeselskabet forventer de at færgen igen er fri mellem kl. 14 og 15 tirsdag eftermiddag.

De passagerer der havde bil med, må derfor undvære bilen indtil da.

Det er anden gang på lidt over en måned, at færgen Fenja er gået på grund. Det skete også den 6. november.

Færgeselskabet oplyser, at færgen Menja nu i stedet bliver indsat på ruten og at færgefarten igen er normaliseret

Se videoklip optaget af Mikael Kongevang.

OPDATERET kl. 13.30 Fanø Færgen Fenja er nu sejlende, der er højvande, og færgen er på vej til kaj i Esbjerg