Far skuffet over landsrettens afgørelse

Esbjerg kommune svigtede tre piger, som blev udsat for seksuelle overgreb. Men Vestre Landsret afgjorde i dag, at kommunen ikke skal betale erstatning.

Afgørelsen skuffer både faren til den ene af pigerne og organisationen Børns Vilkår, som har 10 lignende sager på vej.

Den såkaldte Esbjerg-mand blev idømt syv års fængsel  i 2011 for seksuelle overgreb på børn igennem 20 år. Han forgreb sig på de tre piger i 2007, 2008 og 2010. Hver af pigerne havde krævet 50.000 kr. i erstatning af kommunen, fordi den havde overhørt indberetninger.

- Der er ingen sejrherrer i den her sag, siger borgmester Johnny Søtrup (V) til TV SYD. Det er en tabersag for os, såvel som for pigerne.

- Spørgsmålet er, om det er godt nok, siger Per Petersen, far til en af pigerne, som har lagt sag an mod kommunen. - Det synes vi ikke, at det er.

De tre sagsøgere har fire uger til at overveje, om sagen skal ankes til Højesteret.

I organisationen Børns Vilkår skal dagens dom nærlæses. Organisationen har 10 lignende sager på vej.

- Generelt er vi enormt skuffede på vegne af de børn, som har været udsat for offentligt omsorgssvigt, siger juridisk seniorkonsulent Ingrid Hartelius Dall fra Børns Vilkår.

Hun peger på, at Esbjerg Kommune har fået rettens ord for, at den har svigtet. Men ikke så alvorligt, at kommunen skal betale 150.000 kr. i erstatning.  

Søren Vesterby interviewer Ingrid Hartelius Dall fra Børns Vilkår.
Søren Vesterby interviewer Ingrid Hartelius Dall fra Børns Vilkår.