Fart-fælden klappet om 3616 bilister

På fire måneder er 3616 bilister noteret for at køre for stærkt i Syd- og Sønderjylland. 91 bilister står til en betinget frakendelse af kørekortet.

Og de sønderjyske bilister har ikke lært lektien.  Ved en fart-kontrol i Vejen og Sønderborg Kommuner blev der skrevet 209 rapporter. Heraf udløste 93 et klip i kørekortet, mens 13 kan se frem til at skulle op til ny køreprøver.

To kørte 147 km/t

Hastighedskontrollerne i Sønderborg og Vejen koncentrerede sig om landevejene.

De højeste hastigheder blev målt på Hovedvej A8 i Sønderborg kommune, hvor to bilister blev målt til 147 km/t. Efter fradrag blev de to bilister sigtet for at have kørt 142 km/t. Det betyder bøder på 3000 kr. til hver plus betinget frakendelse af førerretten.

I øvrigt var Hovedvej A8 den strækning, hvor flest bilister fik et klip i kørekortet, idet 48 bilister kørte mere end de 30 pct., der giver et klip.

Fokus på fart

Syd- og Sønderjyllands Politi har valgt at lave mange fartkontroller i år. Det sker for at få den gennemsnitlige hastighed ned på vejene. Erfaringsmæssigt betyder det færre dræbte og tilskadekomne i trafikken.