Fartkontrol under motorcykeltræf udløste bøderegn

Ni personer fik et klip i kørekortet, mens en enkelt fik en betinget frakendelse.

Skærtorsdag fandt det årlige Påsketræf sted på Torvet i Esbjerg, hvor motorcykelentusiaster fra hele landsdelen valfartede til Torvet i Esbjerg.

Derfor stod politiet også klar med måleapparaterne til fartkontrol i Esbjerg og på vejene i Sønderjylland, der leder mod Esbjerg.

Under træffet fik politiet da også fanget en hel del fartsyndere, hvor det blev til hele 135 personer, som blev taget i at køre for stærkt.

Og det er på mange måder et udsædvanligt højt tal, fortæller Mads Dammark, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

- Én fartovertrædelse er allerede én for meget, men 135 er jo virkelig et højt tal. Det er der slet ingen tvivl om, og det må vi forholde os til, siger vagtchefen.

Værst gik det for ni personer, der alle fik et klip i kørekortet, mens en enkelt fik en betinget frakendelse.