For fed til dagpenge og pension

Hjemmehjælper Anna-Mette Termansen, Esbjerg, på 50 år har fået stoppet sygedagpengene, fordi hun ikke er i stand til at tabe 30 kilo, så hendes vægt kommer ned på 100 kilo.

Dr.dk oplyser, at hendes fagforening, FOA, nu vil have Esbjerg Kommunes afgørelse prøvet i en retssag.

Anna-Mette Termansen lider af en diskusprolaps, og lægerne mener ikke, at det nytter at operere hende, før hun har tabt sig.

Anna-Mette Termansen fortæller til dr.dk, at hun forgæves har prøvet flere slankekure og forsøgt at motionere trods sin dårlige ryg og høje vægt.

- Når jeg ikke kan lave mere motion, så ved jeg ikke, hvordan de vil have, at jeg skal lave mere. Så kan det ikke nytte at de bare bliver ved med at sige, at jeg skal tabe mig, siger Anna-Mette Termansen, der har arbejdet i hjemmeplejen i Esbjerg Kommune i 23 år.
 
Hun må nu forsøge at overleve på kontanthjælp.

Må selv gøre en indsats

Kommunens socialforvaltning henviser til, at man kun kan få sygedagpenge, hvis man gør en indsats for at blive rask. Hun kan heller ikke få førtidspension eller fleksjob, da alle andre muligheder skal afprøves først.

FOA har et stigende antal sociale sager, hvor kommunerne stiller krav om, at medlemmerne skal tabe sig.

FOA har nu sat en advokat på Anna-Mette Termansens sag. Advokaten skal rejse en principiel sag ved retten.

I Esbjerg Kommune ønsker jobcenterchef Lise Plougmann Willer ikke at deltage i et interview om den konkrete sag. Men hun siger til DR Nyheder, at kommunen ser frem til retssagen med sindsro, eftersom kommunen har fået medhold i sagen i Beskæftigelsesankenævnet.