Fjerde EfB-direktør på ét år

Efter to års søgen efter en ny direktør er det nu lykkes Esbjerg fB at finde en permanent løsning.

I næste uge tiltræder en ny direktør i Esbjerg fB. Den 58-årige Brian Knudsen er udset til at være den permanente afløser for den mangeårige direktør Søren Poulsen, som stoppede i sommeren 2016. I mellemtiden har først Hans-Peter Rasmussen og siden Dan Mose Andersen bestridt stillingen.

quote

Brian Knudsen har i en lang årrække vist sine evner som leder, og han er en højt respekteret og kendt personlighed i Esbjerg.

Kristoffer Jarl Kristensen, bestyrelsesformand, Esbjerg fB

Brian Knudsen er fjerde direktør i klubben det seneste års tid og kommer til jobbet med mange års erfaring fra bankverdenen. Han har har mere end 40 års erfaring fra Sydbank og er desuden formand for både Esbjerg Fonden og tidligere formand for Esbjerg Festuge.

Bestyrelsesformand Kristoffer Jarl Kristensen glæder sig over at have en permanent løsning på plads.
- Vi er glade for at have lukket en aftale, der sikrer os Brian Knudsen, som er den profil, vi er gået efter. Han har i en lang årrække vist sine evner som leder, og han er en højt respekteret og kendt personlighed i Esbjerg. Han har de kompetencer og den erfaring, der skal til for at føre EfB godt fremad, så vi ser frem til, at han starter inden længe, siger han i en pressemeddelelse.

Brian Knudsen er barnefødt i Esbjerg og har siden seks års alderen fulgt EfB’s kampe.

Som aftalt allerede ved sin tiltrædelse tilbage i januar fratræder Dan Mose Andersen, når opgaverne er
overdraget til den nye direktør. Han har hele tiden været tænkt som en midlertidig løsning.