Flere anmeldelser om street race – politiet er til stede

Borgere har anmeldt om forsamlinger af mellem 50 og 100 biler i henholdsvis Esbjerg og Vojens og frygter, der er tale om street race.

Her til aften har politiet i Syd- og Sønderjylland fået op mod 13 anmeldelser om street race i Esbjerg og Vojens.

- Vi har fået en del anmeldelser fra borgere, som siger, at der holder mellem 50 og 100 biler, og som frygter, at de vil lave street race, siger Nikolaj Hølmkjær, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands politi.

Nærmere bestemt drejer det sig om Fiskerihavnsgade i Esbjerg og Lysbjergvej i Vojens. Politiet oplyser, at de er til stede på begge lokationer.

Både i Vojens og Esbjerg

Den første anmeldelse kom kl. 20.26 fra Esbjerg, og i Vojens kl. 21.19. Her havde en borger blandt andet set en køre over for rødt med høj fart, hvilket for borgeren indikerede, at der kunne være tale om street race.

Det er ikke første gang, at der er street race i byerne, oplyser politiet.

- Henover sommeren har vi fået flere anmeldelser omkring det. Særlig omkring havnen i Esbjerg, siger Nikolaj Hølmkjær, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands politi.

Politiet slår hårdt ned

Er der tale om street race, kan det udløse bøder og ubetinget frakendelse af kørekortet.

- Jeg kan lige så godt sige det, som det er, vi ser ikke med milde øjne på det her. Vi vil ikke have det, siger Nikolaj Hølmkjær, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands politi.

På nuværende tidspunkt oplyser politiet, at der ikke er streetrace på lokationerne, men hvis det sker, vil der blive grebet ind.