Flugtbilists bil er fundet

Den bordeauxfarvede bil, som Syd- og Sønderjyllands Politi har efterlyst siden i mandags, er fundet.

To mænd på 30 og 31 år blev mandag aften kørt ned på Storegade i Esbjerg, hvorefter bilisten kørte fra stedet. Sidan da har politiet efterlyst en bordeauxfarvet bil. Og den er torsdag blevet fundet i Tjæreborg-området, meddeler Syd- og Sønderjyllands politi i en pressemeddelelse.

Bilen er blevet sendt til tekniske undersøgelser, men Syd- og Sønderjyllands Politi er på baggrund af skaderne på bilen ikke i tvivl om, at det drejer sig om flugtbilistens køretøj, oplyser politiet i pressemeddelelsen. Bilen blev fundet på baggrund af henvendelser fra borgerne.

- Vi har i den forbindelse spor, som vi efterforsker bredt på. Efter vores opfattelse er påkørslen et udtryk for en konflikt mellem to enkeltpersoner. Der er ikke blandet bander ind i det, siger Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi i meddelelsen fra politiet.

Politiet understreger derfor i pressemeddelelsen, at det ikke er politiets opfattelse, at der er en igangværende eller ulmende bandekonflikt i Esbjerg.

Den ene af de påkørte mænd fik kun knubs, mens den anden blev indlagt på sygehus - han er ikke i livsfare og i bedring.