Fodboldinteressen er enorm i Esbjerg

Fodboldinteressen er vokset støt i Esbjerg i takt med holdets store resultater i 2013.

Den pludselige og overraskende succes for byens fodboldhold har skabt begejstring og interesse i Esbjerg, og det mærker spillerne hver dag, når de viser sig i byen.

Anfører Hans Henrik Andreasen drager paralleller til stemningen i den vestjyske hovedstad for ni år siden, da kun gevaldige gummiben i de sidste kampe forhindrede klubben i at vinde det danske mesterskab.

- Man kan godt mærke, at byen summer af fodbold igen. Folk snakker fodbold hele tiden, ligegyldigt hvor du er i byen, og på den måde synes jeg, det minder lidt om dengang, siger Hans Henrik Andreasen.

Han er sammen med Jerry Lucena de eneste to i den nuværende trup, der også var med dengang.

I aften gælder det Europa League-mødet med Red Bull Salzburg hjemme på Blue Water Arena, og den kamp markerer endnu et højdepunkt i et stort 2013.

- De kampe, vi spiller nu, er noget, vi ikke har prøvet i rigtig mange år her i Esbjerg, og det er nyt for alle, og det er kæmpestort, siger Hans Henrik Andreasen.

Han mærker, at holdets mange unge spillere er vokset med opgaven, når forventet stærkere hold har stået på den anden side af midterlinjen.

- Vi går ud med troen på, at vi kan skabe et godt resultat. Når kampene er i gang, viser de unge spillere, at her kan vi godt være med.

- Derfor går vi også ind til kampen mod Salzburg med selvtillid og går efter sejren, siger Hans Henrik Andreasen.

Både Esbjerg og Salzburg vandt deres første kamp i gruppespillet. Esbjerg besejrede Standard Liege med 2-1, mens Salzburg vandt hele 4-0 over Elfsborg.

Kampen starter klokken 21.05.