Første skadestue i Danmark: Vi vil se din skade over mobiltelefonen

Patienter kan fremover måske slippe for at komme på skadestuen. Nu kan sygeplejersker og læger på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg nemlig vurdere skaderne via mobiltelefonen.

Av, av, av. 

Du har fået en skade. Det bløder og ser ikke godt ud. Men behøver du at tage på skadestuen?

Det svar ligger nu meget mere lige for end før. For nu kan sygeplejersken/lægen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg etablere en videolink til din mobiltelefon, og så kan hun/han vurdere ud fra dine videooptagelser med mobiltelefonen, om du skal tage på skadestuen. Eller du kan nøjes med f.eks. at rense såret og sætte et bind på. 

Pawel Conert filmede fra arbejdspladsen sin landsmands skade, så personalet på skadestuen i Esbjerg bedre kunne vurdere den.
Pawel Conert filmede fra arbejdspladsen sin landsmands skade, så personalet på skadestuen i Esbjerg bedre kunne vurdere den.
Foto: Finn Grahndin

Sygeplejerske: En succes

Muligheden gælder for alle patienter i hele Region Syddanmark (minus Ærø). 

Systemet har kun fungeret i cirka tre måneder, men allerede nu er erfaringen så god, at sygeplejerske Morten Melstrup ikke tøver med at kalde det for en succes.

Han bruger det to til fire gange på et vagtskifte. I sig selv ikke så mange i forhold til de mange opkald han normalt får, men når han bruger det, fungerer det fint både for patienten og ham selv, siger han.

Fordele:

  • Patienterne undgår unødvendige besøg på skadestuen.
  • Sygeplejerskerne kan bedre prioritere patienterne.
  • Sygeplejerskerne kan bedre hjælpe børn, når der etableres videoforbindelse, og de på den måde selv kan se og tale med barnet i stedet for, at det går gennem en forælder.

 

Sygeplejerske Morten Melstrup bruger gerne muligheden. Det fungerer fint, siger han.
Sygeplejerske Morten Melstrup bruger gerne muligheden. Det fungerer fint, siger han.
Foto: Finn Grahndin

Filmede skadet ben 

Den polske arbejdsmand Sebastian Sojan har prøvet det. Han kom galt afsted med sit ben på sit arbejde. Hans chef ringede til skadestuen. Han fik et link, som han blot skulle acceptere, og vupti kunne han filme Sebastian Sojans skade.

I den anden ende - på skadestuen i Esbjerg - kunne sygeplejeske Morten Melstrup ud fra videooptagelsen vurdere skaden. Hurtigt og simpelt. 

Sebastian Sojan fik en flise ned over benet. Hans skade blev vurderet via videooptagelser, men han slap ikke for turen ind på skadestuen. Han skulle nemlig sys.    
Sebastian Sojan fik en flise ned over benet. Hans skade blev vurderet via videooptagelser, men han slap ikke for turen ind på skadestuen. Han skulle nemlig sys.    
Foto: Finn Grahndin

Meget nemmere

Den skadede mand slap dog ikke for turen ind på skadestuen. Han skulle sys. Hans chef, driftleder Pawel Conert, er imponeret over systemet. 

- Tidligere kunne vi kun tale med skadestuen. Jeg har aldrig før prøvet det her med at filme skaden. Det er meget nemmere på den måde, siger han.

Et eksempel: 

En ældre patient havde fået lagt sin ene arm i slynge. Den havde hun taget af, men da den skulle på igen, kunne hun simpelthen ikke få den rigtigt på. Det havde før kostet endnu et besøg på skadestuen, men via videoforbindelsen guidede sygeplejersken hende til at få den korrekt på. Det tog noget tid, men sparede altså sygehuset et fysisk fremmøde af patienten, mens hun selv sparede turen herind.

Lægevagten bruger det også nu 

På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg regner man med, at det er den første skadestue i Danmark, der arbejder med denne mulighed.

- Og nu er regionens lægevagt også begyndt at arbejde med det, siger leder af skadesvisitationen på SVS, Ina Marie Andersen.

Succesen breder sig. Og det forstår hun godt.

- Det her er en fordel for både patienter, der måske ikke behøver at tage turen ind på skadestuen, og for os. Det mindsker presset på skadestuens personale, siger Ina Marie Andersen. 

Ina Marie Andersen fik ideen fra Region Hovedstaden, hvor systemet bruges ved større ulykker.
Ina Marie Andersen fik ideen fra Region Hovedstaden, hvor systemet bruges ved større ulykker.
Foto: Finn Grahndin

Håber de kan beholde det 

Det var hende, der fik ideen efter hun så i nyhederne, at Region Hovedstaden havde indført systemet i forbindelse med større ulykkessteder. På den måde kunne personalet i 112 hurtigt danne sig et overblik. Det er dette system, skadestuen i Esbjerg nu har lånt. 

- Men vi håber meget, at vi kan låne det til evig tid, siger Ina Marie Andersen med et smil. 

Andre patienter, der bor langt fra Esbjerg, bliver blot visiteret til andre sygehuse. Hvis altså de skal afsted til skadestuen.