Folk i kø til byttedag

Folk stod i kø, da butikkerne åbnede kl. 10 i dag i Esbjerg Storcenter. For personalet blev det en travl dag med bytning af julegaver - og visse steder med start på udsalget.

- Vi har ligget vandret siden kl. 10, siger afdelingsleder Karina Rasmussen i Bahne i Esbjerg Storcenter.

Ikke det vi ønskede os

Fire kagedåser, en pange opg en grude kommer retur over disken.

- Vi havde ikke fået det vi ønskede os, forklarer sygeplejerske Pia Ahle. Vi havde ønsket andre gryder og en grillpande...

De fleste butikker bytter julegaver uden bemærkninger. Men kunderne har faktisk ikke krav på at få en vare byttet.

Ingen penge retur

- Du har faktisk ikke ret store krav, forklarer Leila Petersen, LP Ure, Guld & Sølv.  Hvis ikke, der er fejl på tingene, så er der slet ikke noget at gøre, hvis man skal gå efter loven. Men vi bytter selvfølgelig...

Hendes butik bytter gaverne, men giver ikke pengene retur.

- Vi har valgt det fra, fordi folk nærmest kommer og smider ting på disken og bare vil have penge tilbage, siger Leila Petersen. Man køber ind til julehandlen, og folk vil gerne have et stort udvalg.Og så kan det ikke passe, de bare afleverere tingene og få pengene retur.

Tilfredse kunder

Efter loven er det op til den enkelte butik, om den vil give pengene retur.

Hos Build-a-Bear giver de gerne pengene tilbage. Det giver mere tilfredse kunder.

- De føler nok, at de ikke binder sig, siger butikschef Maibritt Tinggaard Udesen. Men de fleste bytter til noget andet, så det er ikke noget vi mærker meget til...

Sådan er reglerne:

Sådan er du stillet med hensyn til bytte af gaven:

 * Der gælder ingen bytte- eller returret, medmindre butikken har lovet det.

 * Bytteret gælder kun i den butik, hvor varen er købt - medmindre butikskæden har lovet andet.

 * Frist for returnering af varen skal overholdes.

 * Bytteriet gælder ombytning til andre varer.

 * Varen byttes til den oprindelige pris.

 * Returret betyder, at kunden kan kræve pengene tilbage.

 * Varen skal være ubeskadiget og ubrugt. Den skal leveres tilbage i original emballage, hvis det har betydning for varens videresalg.

 * Plomberinger må ikke være brudt.

 * Ved køb på nettet gælder 14 dages fortrydelsesret i Danmark - og mindst en uge i EU.
 Kilde: Dansk Erhverv.