Fra fjender til venner

Fans og kontrollører i Esbjerg Ishockey har en lang historie som uvenner. Men nu vendes fjendskab til venskab ved hjælp af en tur på isen.

Selvom de henholdsvis arbejder for og holder med den samme klub, har Esbjerg Ishockeys fans og kontrollører en årelang historie bag sig som uvenner. Men nu er stemningen vendt. Ja, de er nærmest blevet venner.

Sidste år mødtes de to grupper i en venskabelig ishockeykamp. Og kampen hjalp åbenbart meget på forholdet mellem fans og kontrollører. Så lørdag eftermiddag gentager de succesen og tørner igen sammen på isen.

- Det behøves ikke at være sådan, at vi går og hamrer hinanden i hovedet. Der har næsten ikke været noget ballade det seneste stykke tid, og nu møder vi oven i købet hinanden med et smil, siger kontrollørleder for ishockeykontrollørerne, Kai Jakobsen til TV SYD.

- Efter arrangementet har vi fået et bedre sammenhold, og vi snakker bedre sammen, siger formanden for fanklubben Yellow Inferno, Carsten Gerhardt, til TV SYD.