Frederik sætter stenene i sving

EM i curling i Esbjerg til november for både mænd og kvinder bliver åbnet af kronprinsen.

Da Esbjerg i 2011 var vært for VM i curling for kvinder, var H.K.H. Kronprinsen selv på isen for at sætte den første sten. Om han gør det igen er uvist. Men han byder i hvert fald velkommen til European Curling Championships for kvinder og mænd ved den officielle åbning den 20. november.

Formanden for Esbjerg Curling Club, Tommy Juul Kristoffersen, glæder sig: 

- Det gør en stor forskel for os at han kommer. I 2011 kunne vi mærke det på den opmærksomhed, det gav både med omtale i pressen og tilskuermæssigt, så nu håber vi at han kan gentage succesen, siger han til TV SYD.

Kronprinsen har ved flere lejligheder været til stede, når især det dygtige kvindehold har spillet. For eksempel ved De Olympiske Lege.  

Det danske herrehold rykkede desværre ned i B-gruppen ved sidste EM og er derfor henvist til at spille i curlinghallen, hvor der er lidt mindre plads til tilskuerne, mens kvinderne, der er i A-gruppen, spiller i den store ishockey-hal. 

 

Fakta

  • 46 hold med 360 spillere indtager isen.
  • Danmark vil være repræsenteret ved et damehold i a-rækken og herrerne, som spiller i b-rækken.
  • Der spilles i alt 227 kampe.