Frelsens Hærs julehjælp: Fattige familer er blevet fattigere

300 familer har fået julehjælp fra Frelsens Hær i Esbjerg. Mange af familerne har ifølge den kristne hjælpeorganisation fået det ekstra svært økonomisk på grund af kontanthjælpsloftet.

Knap 300 familier fik i år julehjælp fra Frelsens Hær i Esbjerg. En pose med alskens julemad samt legetøj til børn under 14 år.

- Når vi læser ansøgningerne igennem, kan vi konstatere, at der er tale om hårdt ramte familier. Det må vi sige. Virkelig hårdt ramte, siger løjtnant og korpsleder Benny Munk.

Alvoren i modtagernes ansigter tyder da også på, at mange går en svær jul i møde. Måske også selv om der nu kommer god mad på bordet.

Rekord-højt 

På landsplan har den kristne hjælpeorganisation uddelt godt 7.800 juleposer. Det er stort set samme antal som de foregående tre år.  

- Det har stabiliseret sig på et rekordhøjt niveau, siger informationschef i Frelsens Hærs landsorganisation Lars Lydholm. 

Han peger på kontanthjælpsloftet som årsag til, at mange fattige familier er blevet endnu fattigere. 

- Det var selvfølgelig også meningen for at prøve af den vej, at få dem ind på arbejdsmarkedet. Men vi må konstatere, at det ikke er lykkedes på trods af den meget lave ledighed. Så metoden ser ikke ud til at fungere. Familierne har måttet se deres økonomisk offentlige ydelser skrumpe ind med typisk 1.000 kr. om måneden, siger Lars Lydholm.

Med smerte i hjertet 

Han mener, at mange familier slås med andre udfordringer end de økonomiske. 

Her i Frelsens Hærs lokaler i Skolegade i Esbjerg får familierne julehjælpen i en Føtex-pose én efter én. Føtex er en af de virksomheder, der har hjulpet til. Lego er en anden. Det er børnene ikke spor kede af, selv om Nicklaz Sørensen ikke har ønsket sig noget Lego, men mere ser frem til at se Julekalender-afslutningen den 24. december. 

Anja Jensen, frivillig i Frelsens Hær, med noget af det legetøj, hun puttede med i posen til børnene.
Anja Jensen, frivillig i Frelsens Hær, med noget af det legetøj, hun puttede med i posen til børnene.
Foto: Finn Grahndin

Frelsens Hær i Esbjerg har selv brugt 150.000 kr. på julehjælpen i distriktet. Alligevel har man måttet sige nej til mange. 

- Det er med smerte i hjertet, at vi har måttet afvise 150 ansøgninger, siger løjtnant og korpsleder Benny Munk.