Frikirken reddede Jane Jørgensen

Det ser sløjt ud for folkekirken, der de sidste ti år har mistet mange medlemmer. Til gengæld kan Danmarks største frikirke, Pinsekirken, fastholde deres medlemmer. Jane Jørgensen er en af dem, der meldte sig ud af folkekirken og ind i Pinsekirken, og det har reddet hendes hverdag.

Jane Jørgensen er døbt og konfirmeret i folkekirken, men da hun blev voksen blev hun ramt af krise og senere sygdommen fibromyalgi, som medførte en førtidspension allerede som 40-årig. Hun fik hun brug for noget at tro på, og her var der ikke hjælp nok at hente i Folkekirken.

- Jeg havde brug for at finde en mening med livet. Det fandt jeg ikke i den lokale folkekirke på Fyn, som jeg tilhørte dengang. Her kom man bare om søndagen hver for sig og lyttede til præsten. I Pinsekirken fandt jeg fællesskab, og man var selv med til at sætte dagsorden, så det kunne skræddersyes til, hvilke behov jeg havde, siger Jane Jørgensen.

Hun meldte sig derfor ind i Pinsekirken og senere ud af folkekirken - og sidstnævnte har mange gjort over de sidste ti år. I 2004 var 83,4 procent af befolkningen medlem af folkekirken, men i 2014 var tallet faldet til 78,4 procent, ifølge tal fra Danmarks Statistik. Et sådant fald har man ikke oplevet i Danmarks største frikirke Pinsekirken. Frikirkenet.dk oplyser til TV SYD, at Pinsekirken har fastholdt deres godt 5.000 medlemmer de sidste ti år.

Jane Jørgensen kommer 1-2 gange om ugen i Pinsekirken, og var det ikke for hendes tro, havde hun ikke været her i dag.

- Min kamp med min sygdom har medført så meget mismod, så det havde jeg ikke klaret uden min tro. Troen på Gud gør, at jeg lever i dag, siger Jane Jørgensen.

Du kan høre mere om Jane Jørgensens historie i Naboer, som vi sender direkte mandag klokken 15 på TV SYD+ og genudsender kl. 19.55.