Galt eller genialt? Planer om højhus i bymidte vækker vrede

Private investorer ønsker at bygge et 12-etagers hus tæt på Esbjergs midte: Torvet. Det har skilt vandene blandt både politikere, arkitekter og byens borgere.

Det er der slet ikke endnu. Alligevel har et højhus - eller rettere planerne om et højhus - skabt masser af debat. Med glædesudtryk og.... knap så stor glæde.   

Borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Venstre, er fan. 

- Vi vil gerne have nogle attraktive boliger i Esbjerg Kommune for på den måde at få nogle flere indbyggere. Her har vi en tom grund, som private vil bygge et højhus på, og som, jeg synes, passer fint ind i bybilledet.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen: - Vi må gerne vise ambitioner om, at vi er en storby.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen: - Vi må gerne vise ambitioner om, at vi er en storby.
Foto: Finn Grahndin

Smadrer byrummet

Hans byrådskollega Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet er derimod ikke fan. Slet ikke.

- Man presser et 44 meter højt byggeri ind på en lille grund. Det er uhørt højt og giver en vanvittig byggeprocent på 781. Det smadrer simpelthen byrummet her i centrum, siger han til TV SYD.

Med sine 12 etager vil byggeriet være en del højere end de omkringliggende bygninger. Her er højden fem etager, som den generelt er på bygningerne i midtbyen (dog plus to etager i visse bygningers "hjørner"). 

Hans Erik Møller, Socialdemokratiet: - Højhuset vil smadre den helhed, som midtbyen har nu.  
Hans Erik Møller, Socialdemokratiet: - Højhuset vil smadre den helhed, som midtbyen har nu.  
Foto: Finn Grahndin

Skarpe meninger

Debat om højhuse er også glohed for tiden i byer som Silkeborg og Århus. Heller ikke esbjergenserne er enige. På den lokale Facebook-gruppe "Info fra borger til borger i Esbjerg" er kommentarerne mange og ofte meget skarpe i mælet.

"Fedt med noget nyt i byen. Det er den eneste vej frem at bygge opad." (Jonas Brøndum Christiansen). 

"Det kaldes udvikling - kan ikke se der er noget galt med det". (Hanne Hartmann).  

"Det her er en skændsel og 7 etager for højt!" (Birgitte Skov Madsen). 

"Kæmpeklos der vil tage meget af solen og give en masse skygge. Skygge som der er mere end rigeligt af i gågaden og på Torvet, som tit er kold og forblæst i forvejen." (Lee Heegaard).  

Arkitekt: Højden er en fordel

Planerne deler også arkitekterne i byen. Den forholdsvis nyansatte stadsarkitekt Morten Harder ser byggeriet som "et spændende projekt". Han er ikke bekymret over højden.

- Netop højden er en markering af topografien. Bygningen ligger på et højt punkt i byen og bliver dermed markant på den måde. Men højhuset markerer også, at vi er meget tæt på bymidten. Altså et centrum, siger han. 

På tegningen her ses højdeforskellen på den 12-etagers høje bygning og de omkringliggende fem-etagers bygninger.
På tegningen her ses højdeforskellen på den 12-etagers høje bygning og de omkringliggende fem-etagers bygninger.
Foto: Friis & Moltke

Arkitekt: - Intet godt for bylivet

Helene Plet, arkitekt og formand for Esbjerg Byfond, er arg modstander af højhuse i Esbjergs bymidte.

- Højhuse gør intet godt for bylivet. Det gør kun godt for de, der bygger huset og for de, der kommer til at bo på toppen her, siger hun. 

Esbjerg Byfond: 

Fondens formål er at rådgive og støtte udvendige renoveringer på bevaringsværdige bygninger i Esbjerg Kommune og præmiere gode eksempler på nybyggeri eller renoveringer.

Foreløbig har et flertal i Esbjerg Byråd - 19 mod 12 - besluttet at få udarbejdet en lokalplan for området. Derefter vil planerne komme ud i en høring, hvor folk får mulighed for at rose projektet eller komme med indvendinger.

Planerne om et nyt højhus på Torvegade 6 i Esbjerg skaber stor debat. Men hvor højt er det egentlig sammenlignet med andre bygningsværker i Syd- og Sønderjylland?
Planerne om et nyt højhus på Torvegade 6 i Esbjerg skaber stor debat. Men hvor højt er det egentlig sammenlignet med andre bygningsværker i Syd- og Sønderjylland?
Foto: Pressefoto / grafik af Lasse Lund Hansen, TV SYD