Gavl styrtede pludselig sammen: I dag kom Mathias endelig ind til sine ejendele

For over en uge siden styrtede gavlen sammen på en udlejningsejendom i Esbjerg. Mathias Jensen er spændt på, om hans computer og Playstation stadig virker.

Den seneste uge har været en periode, som 20-årige Mathias Jensen sent vil glemme.

Tirsdag i sidste uge omkring klokken 11 styrtede gavlen til Østergade 57 midt i Esbjerg pludselig sammen, og Mathias Jensen og de øvrige beboere måtte flygte ud af deres lejligheder.

Onsdag eftermiddag er han endelig tilbage i sin bopæl og ser med egne øjne, hvad der er sket.

Sådan så det ud ved Østergade 57 dagen efter, at gavlen styrtede sammen.
Sådan så det ud ved Østergade 57 dagen efter, at gavlen styrtede sammen.

Det er mest elektronik, som Mathias Jensen frygter er blevet ubrugeligt, men der er også andre personlige ejendele, som han håber stadig kan bruges.

- Snart er jeg med ved DM i skateboard, så jeg håber, at mit skateboard er i god behold, så jeg kan komme ud at træne. Jeg vil også meget gerne redde mit Canon-kamera, som jeg bruger til at optage skater-tricks og den slags. Men nu må vi se.

Kort tid senere finder han både skateboard og kamera i god behold, mens en playstation ser noget støvet og medtaget ud.

- Det er helt surrealistisk at være her igen. Hold op, hvor er det vildt, siger han og begynder at pakke sine ting sammen.

- Hold op, hvor er det vildt, siger Mathias om gensynet med sin lejlighed og ejendele.
- Hold op, hvor er det vildt, siger Mathias om gensynet med sin lejlighed og ejendele.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

De har ventet i over en uge

Beboerne i udlejningsejendommen har i løbet af de seneste dage fået lov til at komme ind i deres lejlighed og hente de mest vigtige ting.

Det fortæller Lasse Hundebøl, der ejer ejendommen Østergade 57 i det centrale Esbjerg.

- Mathias er den sidste, som skal se sin lejlighed. Under nedrivningen gik der hul på noget af fjernvarmen, og det er nok især gået ud over stueetagen, men der er også vand i Mathias’ lejlighed. 

- Mathilde og Stinne på anden sal var heldige og fik næsten alt deres indbo ud i god stand. Selv deres billeder hang stadig på væggen. Det er jo heldigt, for ingen af dem havde tegnet en indboforsikring, siger han.

Alle otte lejemål er blevet opsagt, og det er uklart, hvad der skal ske med ejendommen.
Alle otte lejemål er blevet opsagt, og det er uklart, hvad der skal ske med ejendommen.


Usikkert hvad der sker med ejendommen

Hvad der nu kommer til at ske med ejendommen er uklart. Ifølge Esbjerg Kommune er det en bevaringsværdig bygning, men om gavlen kan blive genetableret, eller om ejendommen rives ned, er endnu ikke afgjort.

- Ejendommen er blevet stivet af, så den ikke kollapser. Nu skal det undersøges, om man kan nøjes med at rive halvdelen af ejendommen ned og bygge resten op, eller om man skal rive hele ejendommen ned og starte forfra, fortæller Lasse Hundebøl. 


Alle otte lejemål i Østergade 57 er blevet ophævet, og ejeren har forsøgt at hjælpe alle beboere videre.

De har også fået tilbud om en ny lejlighed, og alle får deres indskud og husleje retur, fortæller Lasse Hundebøl.