Glatte veje: Harmonikasammenstød på Esbjergmotorvejen

En spejlglat vejbane resulterede onsdag formiddag i harmonikasammenstød i både øst- og vestlig retning på motorvejen ved Bramming.

Syv biler har værer involveret i harmonikasammenstød på E20 ved afkørsel 72 Bramming. 

Fem af bilerne kørte i retning mod Kolding, da de påkørte hinanden. Og to biler ramlede sammen i det vestgående spor mod Esbjerg kort efter klokken 10, oplyser Ivan Gohr Jensen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen er det det glatte føre og for tæt kørsel, der er årsag til færdselsuheldet:

- Der har hele morgenen været meget glatte veje i landsdelen og også spejlglat på E20, og det er uden tvivl årsag til uheldene. Og så det at folk ikke har kørt efter forholdene og holdt den fornødne afstand, siger Ivan Gohr Jensen.

Der er ikke forlydender om alvorligt tilskadekomne. Men nogle personer er kørt til tjek på skadestuen for blandt andet piskesmæld, fortæller vagtchefen.

En kort overgang var der kø på strækningen omkring afkørsel 72 Bramming, da trafikken blev afviklet i nødsporet.

Ifølge politiet skulle E20 nu være saltet på hele strækningen fra Kolding til Esbjerg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.