Grillrøver var maskeret med et hæklet skæg - genkender du ham?

Et hæklet mørkebrunt fuldskæg er politiets bedste spor af en røver, der med kniv og en revolver-lignende genstand forsøgte at true sig til penge på en grillbar i Esbjerg.

 
 
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Med den noget usædvanlige maskering forsøgte en ung mand tirsdag den 13. marts klokken 19.49 at true sig til penge på Tarp Grill, Tarpgårdsvej 5 i Esbjerg. 

Nu har politiet offentliggjort materiale fra grillbarens vide-overvågning i håb om, at nogen kan genkende røveren eller måske ved, hvem der har hæklet skægget.

Midt under røveriet opgav den maskerede mand pludselig sit forehavende og tog flugten. Siden har Syd- og Sønderjyllands Politi forgæves forsøgt at spore sig ind på ham.

Politiet beder især borgerne om at være opmærksomme på, om de kan genkende den hæklede grønne hue med hvid kant med tilhørende hæklet, mørkebrunt skæg.

Signalement

  • Dansktalende og dansk af udseende
  • 20 – 25 år
  • 175 – 185 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Han var iført sort jakke, mørk trøje med guldfarvet mønster på fronten, grå bukser samt sorte sko med lys sål og mørke handsker
  • På hovedet havde han en hæklet, grønlig hue med hvid kant med tilhørende hæklet, mørkebrunt skæg
  • Han bar sølvfarvede briller med orange glas.