Gymnasium fik kæmpe sum penge for inspirerende undervisning
Rybners Gymnasium har vundet 100.000 kroner for at være det studiested i Danmark, som har gjort en særlig indsats for at skabe og opretholde et godt undervisningsmiljø.
Vi er selvfølgelig glade for, at andre synes at det vi går og laver er rigtigt for de unge mennesker.
Ole Gadsbølle Larsen, lærer, Rybners Gymnasium, Esbjerg
Rybners Gymnasium i Esbjerg fik i dag en fornem pris på 100.000 kroner.
Det esbjergensiske gymnasium har fået Undervisningsmiljøprisen UPM, fordi det har succes med at få kreativ udfoldelse og naturvidenskab til at gå hånd i hånd, og fordi to underviseres engagement virker smittende på elevernes lyst til at udforske de naturvidenskabelige fag.
Det er de to lærere Ole Gadsbølle Larsen og Max Wilken Pedersen, som får æren for den kreative tilgang til de naturvidenskabelige fag.
- Vi er rigtigt glade for at få prisen. Det er en god overraskelse at blive hevet ud af undervisningen og få prisen. Det er sgu lækker, siger Max Wilken Pedersen.
- Vi er selvfølgelig også glade for, at andre synes, at det vi går og laver er rigtigt for de unge mennesker, siger kollegaen Ole Gadsbølle Larsen.
Undervisningsmiljøprisen på 100.000 kroner gives hvert år til det studiested i Danmark, som har gjort en særlig indsats for at skabe og opretholde et godt undervisningsmiljø.
Rybners Gymnasium – plads til nysgerrighed for naturvidenskab
Gennem tiltag som "Åbent laboratorium" på gymnasiet får eleverne muligheden for at fordybe sig i det naturvidenskabelige felt, og gennem vejledning på elevernes præmisser skabes grobunden for en større faglig interesse.
Vi håber virkelig på, det kan give mere opmærksomhed omkring naturvidenskab.
Max Wilken Pedersen, lærer, Rybners Gymnasium, Esbjerg
Ved den årlige SRP-opgave sætter skolen fokus på mulighederne ved de naturvidenskabelige fag, da skolens fysikområde forvandles til et forskningscenter. Her kan eleverne få sparring og hjælp til at komme godt i gang med deres opgaver.
- Vi håber virkelig på, det kan give mere opmærksomhed omkring naturvidenskab. Vi synes jo, at det vi præsenterer eleverne for, er en symfoni af muligheder, hvor der er en masse ting, de kan vælge til i forhold til naturvidenskab, siger Max Wilken Pedersen.
Da tiltagene foregår på elevernes præmisser og med fokus på den enkelte elevs stærke sider, lægges fundamentet for faglige succesoplevelser. Interessen og glæden ved at tilegne sig ny viden træder i forgrunden og udfordrer den præstationskultur som i stigende grad præger de gymnasiale uddannelser i dag. Eleverne præsenteres derudover for de fremtidsmuligheder de naturvidenskabelige fag giver, da tiltaget inddrager tidligere elever som inspiration og vejledere.
Som resultat af de åbne tiltag har Rybners Gymnasium oplevet en markant stigning i interessen for naturvidenskabelige linjer hos begge køn.
- Nu håber vi, vi kan inspirere andre til at gøre nogle af de samme ting, siger Ole Gadsbølle Larsen.