Håber at sportslig succes kan bruges

Team Esbjerg håber, at den nuværende, sportslige succes kan give økonomisk udbytte. - Pigerne fortjener, at byen og erhvervslivet står sammen om dem, siger formand Bjarne Pedersen.

På tre uger har holdet vundet over eller spillet lige op med tre tophold i verdens stærkeste dameliga. Og Team Esbjerg ligger på en delt førsteplads.

- I ledelsen er vi også overraskede over så gode resultater. Vi havde egentlig tænkt denne sæson som opvarmning til den kommende sæson i den nye indendørsarena i Esbjerg, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.
 
- Succesen skyldes ikke mindst, at vi har hentet en af landets bedste dametrænere, Lars Frederiksen, til klubben. Lars er meget optaget af talentudvikling og kan være med til at forme næste generation af talenter fra egne rækker.

Nyd de store øjeblikke!

Han opfordrer håndboldelskere i Esbjerg-området til at nyde de store øjeblikke og bakke op om et hold med et nærmest enestående sammenhold, som vil være i stand til at levere flere håndboldoplevelser i de kommende sæsoner.

- Vi har nu en grundstamme, som vi vil gøre alt for at holde sammen på, og kan vi ud over at få stregspilleren Rikke Zachariassen tilbage fra barsel forstærke holdet med endnu en dygtig bagspiller, kan vi tage yderligere skridt med holdet, siger Bjarne Pedersen.

Budget halveret

Team Esbjerg har halveret sit budget til spillerlønninger de sidste to år. Bl.a. ved at sige farvel til løntunge spillere.

- Vi er ved at gøre Team Esbjerg til en lønsom klub, og økonomisk skal der beskedne midler til fra sponsorer, før vi har de ekstra midler til at styrke holdet. Lige nu nyder vi sammen med esbjergenserne de store øjeblikke og holder benene på jorden. Men inden næste sæson håber vi på yderligere økonomisk opbakning til at komme videre, siger Bjarne Pedersen.