Johnny Madsens gode ven siger goodbye med kæmpegave
Den aarhusianske kunstner Hans Krull, som var Johnny Madsens ven, skal male et gavlmaleri til ære for den afdøde musiker i Esbjerg.
Johnny Madsens mangeårige ven, Hans Krull, planlægger en kæmpehyldest til den afdøde musiker og kunster. Han skal portrættere Johnny Madsen på en stor gavl i Esbjerg.
- Jeg er glad for, at jeg får lov til at give ham en goodbye-gave. Og hvis han nu er gået til himmels, så kan han se den ovenfra. Det kan også være han skal bruge et periskop, når han lægger skovlen fra sig nede i helvede, griner Hans Krull.
De to kunstnere har kendt hinanden siden 90'erne og har i deres mangeårige venskab nydt at dele tips og tricks med hinanden.
Hans Krull fortæller, at han lærte Johnny Madsen at få et akrylmaleri til at ligne et oliemaleri. Til gengæld lærte Johnny Mandsen ham, hvordan man i hvert fald ikke skal drive et værtshus.
- Vi kunne bare godt lide hinanden af en eller anden mærkelig grund. Det er lettere at forklare rummets uendelighed. Det er jo nogle mennesker, man falder i hak med med det samme. Og sådan havde jeg det med Johnny, og sådan tror jeg faktisk også, at han havde det med mig, siger kunstneren.
Opbakning i byen
Selve idéen om en hyldest til Johnny Madsen kom fra Per Bank Lauridsen, der er fra Esbjerg og direktør for Galleri GRISK i Aarhus.
- Det er fedt at lave en hyldest til Johnny Madsen med et gavlmaleri, siger han.
Per Bank Lauridsen fik hurtigt Esbjerg Byforum med på idéen om at lade Hans Krull ære sin afdøde ven på en stor gavl i byen, hvor Johnny Madsen alligevel havde sat et stort præg.
- Der er en smuk historie i, at Hans Krull vil hylde sin ven - og så passer det godt til området, siger galleridirektøren.
Motiver
Der skulle heller ikke meget - hvis overhovedet noget - til for at overtale Hans Krull, der straks greb penslen. Og spørger man ham, kan intet mindre end en kæmpehyldest gøre det.
Det var i stilhed og sine følelsers vold, at han begyndte at male skitsen til den store gavl i Esbjerg.
Han valgte uden tøven at bruge samme farver, som Johnny Madsen ofte brugte i sine malerier. Det, synes han kun, er passende.
- Jeg lyttede til Johnnys sang "Aldrig mere", imens jeg malede skitsen. Så på den måde kommer han med i billedet, fordi den vibration, der er i musikken, går gennem hjertet og ud gennem armen og på lærredet. Så på den måde er han med til at male, siger kunstneren.
Hans Krull har valgt at portrættere Johnny Madsen i to store versioner, hvor én af versionerne læner sig op ad en væg, ligesom albumcoveret til "Udenfor sæson". En tredje version af Johnny Madsen er lille bitte og forsvinder ud i horisonten på Fanø.
Derudover vil kunstneren også skildre et shamanistisk dyr med horn på gavlmaleriet, fordi der i gamle hulemalerier ofte er aftegnet sådanne dyr.
Også Bob Dylan skal ses på gavlen siddende på hug, da han var en fælles inspirationskilde for Johnny Madsen og Hans Krull.
Her skal det males
Til maj planlægger Hans Krull at sætte de første penselstrøg på gavlen ved Nygårdsvej 49 i Esbjerg.
Skitsen til gavlmaleriet er allerede blåstemplet af både Johnny Madsens søn, Rasmus Madsen, og hans ven gennem mange år, Allan Olsen.
- De kunne godt lide den, så de har godkendt den. Og det er jo faktisk noget af det vigtigste for mig, for hvis de har sagt, at det var noget lort, så vil jeg ikke lave den, siger Hans Krull.