Håndværkere overnatter ulovligt på kommunal byggeplads

Håndværkere har i månedsvis boet ulovligt i campingvogne på en stor byggeplads i Esbjerg. Både fagforeningen 3F og campingpladsejere har kritiseret Esbjerg kommune for ikke at gribe ind.

Campingvognene står i lange rækker side om side på en stor byggeplads i den nordlige ende af havnen i Esbjerg. Her opfører kommunen Esbjerg Strandpark - og håndværkerne har i månedsvis overnattet på byggepladsen.

I sommer sidste år boede håndværkerne på den nærliggende campingplads, men flyttede så ind på selve byggepladsen - tilsyneladende uden først at have søgt tilladelse.

Fagforeningen 3F har to gange anmeldt sagen til kommunen - uden at der er sket noget. Og en campingpladsejer kalder det unfair konkurrence.

Formanden for 3F i Esbjerg, Jacob Lassen Meier er utilfreds med, at kommunen ikke har reageret.

Kommunen er fuldt vidende om forholdet - og det er oven i købet Esbjerg Kommune selv, der er bygherre for byggepladsen, hvor håndværkerne bor. 

Esbjerg Kommunes plan- og miljøudvalg skulle tirsdag have taget stilling til en anden sag, hvor firmaet bag biogasselskabet Korskro har søgt om at lade udenbys håndværkere overnatte på byggepladsen, men ansøgningen er nu trukket tilbage.

I sagen om Esbjerg Strandpark er der ifølge 3F slet ikke søgt om tilladelse til overnatning.

Lars Bendixen fra Esbjerg Camping, hvor håndværkerne boede, inden de flyttede ind på byggepladsen, har også gjort kommunen opmærksom på den uautoriserede campingplads. Uden held.

Formanden for Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg, Karen Sandrini (A) svarer på kritikken i TV SYD kl. 19.30 fredag aften.