Havbrugsgruppen: Kommunen burde have grebet ind overfor undslupne laks

En gruppe borgere ved Horsens Fjord anklager Hedensted Kommune for ikke at have grebet ind over for det dambrug, der opdrættede sølvlaks, som undslap.

Sølvlaksen svømmer normalt rundt i Stillehavet, men flere østjyske fiskere har i år fået fisken på krogen. Det har været muligt, fordi sølvlaksen er undsluppet fra Hjarnø Havbrug.

- Den hører ikke hjemme her i vores natur. Den kommer fra den nordamerikanske vestkyst, og man aner jo ikke rigtig, hvad konsekvensen bliver, siger Jan Karnø, der er formand for Havbrugsgruppen.

Havbrugsgruppen består af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Sportsfiskerforbundet, Horsens Sejlklub samt beboere. 

Havbrugsgruppen mener, at kommunen burde have grebet ind.

- De skulle have sagt nej. Vi kan ikke gå med til, at der er en kontinuert forurening af fjorden. 

Ifølge Dansk Sportsfiskerforbund er der i Danmark ikke nogen, der har tilladelse til at opdrætte sølvlaks. I en pressemeddelelse skriver Hjarnø Havbrug dog, at de har styr på tilladelserne. 

TV SYD har igennem flere dage forsøgt at få Hjarnø Dambrug til at fremvise en tilladelse til produktion af sølvlaks, men de har ikke reageret på vores henvendelser.

Hvilken slags laks, der opdrættes i havbrug, er det ikke kommunens opgave at kontrollere.

- Vi har ikke gjort noget ved det, fordi at vi ikke er myndighed på, hvilke arter de har, udover at de har en tilladelse til at have laksefisk i deres havbrug, siger Lene Tingleff, formand for Teknikudvalget, Hedensted Kommune

Kommunen skal blandt andet holde øje med forurening, men hvis Hjarnø Havbrug vil dyrke sølvlaks skal tilladelsen komme fra Miljøstyrelsen. 

Kommunen har nu bedt om at se en tilladelse til producere fisken.

- Det har vi, fordi vi følger det tæt og har et tæt samarbejde med dem. Der har været og er debat om det her, så vi vil selvfølgelig gerne se den tilladelse - men det tænker jeg da nok, vi gør, siger formanden for Teknikudvalget.