Hektisk slutspurt skal lukke hullet i forsvaret

Superligaklubben Esbjerg fB leder efter en forsvars- og midtbanespiller i transfervinduet, der lukker midnat mandag.

Hvis det ikke var gået så grueligt galt for OB mandag aften med 5-1 nederlaget til AaB, ville Esbjerg fB sammen med bundproppen Hobro være den klub i Superligaen med flest mål imod sig. 11 stk.

Muligheden for at købe nye spillere er til stede indtil mandag midnat, og en ny forsvarsspiller og måske en ekstra midtbanemand vil måske kunne løse Esbjerg fBs forsvarsproblem.

- Vi har været i gang med at forstærke det centrale forsvar og midtbanen i en måneds tid, og vi har da også nogle bestemte spillere i kikkerten, fortæller Søren Poulsen, direktør i EfB, onsdag morgen til TV SYD.

Han vil ikke komme nærmere ind på, om de er langt i forhandlingerne med bestemte spillere. Men han vil dog godt afsløre klubbens succeskriterie for dette transfervindue.

- Hvis vi bare kan lande én spiller, er vi tilfredse. Men selvfølgelig vil vi gerne skrive kontrakt med to, siger han.

Klubben kigger primært efter nye spillere i Europa, og traditionelt er det først i de sidste to-tre dage inden vinduet lukker, at aktiviteten er hektisk.

På trænerfornten er der heller intet konkret nyt. Michael Mex Pedersen overtog for nylig trænerjobbet efter fyringen af Niels Frederiksen. Nu har Esbjerg fB fem-seks nye emner i tankerne, men det har ikke førsteprioritet nu.

- Det ser vi på senere. Vi gør først status i landskampspausen og har fuld tillid til, at vores to assisterende trænere (Michael Mex Pedersen og Lars Lungi Sørensen, red.) kan hjælpe os igennem indtil da, siger Søren Poulsen.

Der er pause i Superligaen efter den kommende weekends program på grund af landskampe. EfB møder fredag aften AGF i Aarhus og spiller først den 14. september igen hjemme mod OB.