Helikopterlandingsplads på sygehus klar: Nu træner personalet

Fra uge 21 kan Sydvestjysk Sygehus tage imod patienter på en helikopterlandingsplads.

Nu får personalet på Sydvestjysk Sygehus mulighed for at tage imod patienter med en lægehelikopter.

Som en del af at gøre sygehuset til et akutsygehus har en helikopterlandingsplads været undervejs. Nu er den klar, og fra næste uge bliver den taget i brug.

Derfor er beredskabet og sygehusets medarbejdere i denne uge i fuld gang med at træne modtagelsesrutinen på platformen, der er placeret i 28 meters højde. 

- Det er lidt blæret at have en heliport (helikopterlandingsplads, red.) hævet over terræn, så vi er stolte, og vi glæder os til at kunne servicere den del af vores patienter ved hjælp af vores akutlæge-helikopterordning, siger Peter Kofoed Bertelsen, der er flyvepladschef på Sydvestjysk Sygehus.

Selve heliporten på Sydvestjysk Sygehus måler 28,6 meter i diameter.
Selve heliporten på Sydvestjysk Sygehus måler 28,6 meter i diameter.
Foto: Sydvestjysk Sygehus

Det hele værd

Dagens træning skal hjælpe beredskabet og sygehusets personale, så de er klar til at modtage og hjælpe patienter videre med lægehelikopteren.

Og flyvepladschefen er overbevist om, at den nye modtagemulighed vil være hele investeringen værd.

- Vi kan se, at tendensen med at bruge akutlægehelikopteren er stigende, siger Peter Kofoed Bertelsen.

Den nye landingsplads har samlet været budgetteret med 26,7 millioner kroner, og Region Syddanmark forventer, at der vil være omkring 90 landinger med lægehelikopteren om året.