Skovstien er også et stykke historie, som er relevant for nutiden. Derfor vil renoveringen tage højde for skovstiens oprindelige udformning.
Anders Kronborg, (S), formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune
Betonvejen blev anlagt i 1942 under 2. Verdenskrig som forbindelsesvej til tyskernes kommandocenter for deres artilleriledelse i hele Esbjergområdet. Den store kommandobunker lå i en udbygget åben plet i den dengang lille Strandskov, og betonvejen var forbindelsesleddet til omverdenen.
På grund af områdets centrale betydning for tyskerne under besættelsen var der megen trafik på betonvejen dengang. Det ophørte efter befrielsen, og i dag er betonvejen forvandlet til en idyllisk skovsti, hvor mange brugere færdes på gåben, i løb og på cykel langs strækningen fra Gl. Vardevej til Vognsbøl Engvej. Ruten knytter Sædding og Fovrfeld sammen med centrum af Esbjerg.
- Tidens tand har bidt sig fast i betonvejen, og det har de fleste brugere også bemærket. Belægningen er nedslidt og skal fornyes, men det skal selvfølgelig gøres rigtigt, for skovstien er også et stykke historie, som er relevant for nutiden. Derfor vil renoveringen tage højde for skovstiens oprindelige udformning, siger Anders Kronborg, (S), formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse om renoveringsarbejdet, der forventes være færdig i uge 49.
Under renoveringen laves der to midlertidige omkørsler gennem Strandskoven, mens betonbelægningen på den nuværende sti skiftes.
Betonstiens historie
- Betonstien blev anlagt under 2. Verdenskrig som forbindelsesvej til Ugruko Esbjerg (Unter-Gruppe-Kommando-Südwest), som var tyskernes kommandocenter for deres artilleriledelse i hele Esbjergområdet eller Verteidigungsbereich Esbjerg, som det hed i tysk krigsterminolog.
- Omkring den underjordiske bunker lå ca. ti andre større bunkere af mandskabstypen og en mindre samt nogle maskingeværsbunkere.
- Over hele området, der var omgivet af minefelter og pigtråd, var det eneste, der stak op af skovbunden, et ca. 15 meter højt betontårn, der var nedgangen til den egentlige kommandobunker, der lå ca. seks meter under jorden.
- De metertykke jernbetonvægge omgav de mange rum og ganges installationer og var gastætte, da alle ståldøre kunne lukkes hermetisk. Ud over direkte tekniske installationer var der egen el-central, maskinrum, gassikrings- og ventilationsrum, brændstofsrum, forråds- og vandlagre, fjernskriver-, radio- og telefonrum.
