Hjemløse anmelder gourmetrestauranter

Hjemløse og udsatte unge fra bostedet Skjoldbo er blevet anmeldere af restauranter i den dyre ende af skalaen. Det skal give de unge mere selvtillid.

- Wau. Jamen helt okay da, lyder det ved bordet, da forretten kommer på bordet og hvidvinen bliver skænket op i glassene. 

De syv unge sidder på restaurant Loftet i Esbjerg. Nu skal de til at smage på maden og vinen. Og komme med deres bedømmelse. De er nu anmeldere. En noget uvant rolle for dem, men så meget større kan oplevelsen være.  

-  Det ser vildt godt ud, siger Morten Kjeldsmark. 

I en rygepause giver restaurationschef Michael Brix to af de unge et indblik i gourmetens fantastisk verden.
I en rygepause giver restaurationschef Michael Brix to af de unge et indblik i gourmetens fantastisk verden.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD
quote

Fisk er min dødsfjende. Jeg er frygtelig kræsen

Mads Halberg, bostedet Skjoldbo, Esbjerg

Ikke forkælet af livet 

De unge er hjemløse og udsatte. De er ikke altid blevet forkælet af livet og har forskellige udfordringer. Her får de en anden og meget positiv oplevelse. 

- Meningen er, at de unge får en stemme. Føler at de betyder noget. Har en værdi, siger generalsekretær i KFUM Sociale arbejde, Peter Meisner.  

- Vi tror, det her er med til at give dem lidt selvtillid, fordi de her viser, at de kan noget, og det kan de bruge fremover, siger manden bag ideen, forstander på bostedet Skjoldbo, Nicolai Kubel.  

Dødsfjende fra havet

Den 26-årige mand Morten Kjeldsmark er en af de unge fra KFUM-bostedet Skjoldbo i Esbjerg. Ligesom sin kammerat ved sin side, Mads Halberg, 27 år. Hvis smagsløg bliver hårdt ramt. For på hans tallerken ligger der en ret med helleflynder. 

- Fisk er min dødsfjende, siger han. 

Mads Halberg erkender det blankt. 

- Jeg er frygtelig kræsen, siger han. 

Det er Morten Kjeldsmark til gengæld ikke. 

- Jeg elsker grønsagerne, jeg elsker fisken, jeg elsker vinen ...ja det hele, siger han med et stort smil. 

Anmeldernes smagsløg blev udfordret. Ikke alle modtog udfordringerne med lige stor begejstring.
Anmeldernes smagsløg blev udfordret. Ikke alle modtog udfordringerne med lige stor begejstring.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Gourmet-McNuggets  

De er ikke vant til fin mad. Faktisk er deres smagsløg mere vant til fastfood, rugbrødsmadder med leverpostej, pizzaer og så videre. 

- Det her er grænseoverskridende, men det er mega-spændende, siger Mads Halberg.

Han har lige spist "det bedste brød jeg nogensinde har smagt" og er også fuld af begejstring over en ret, som restaurationschef Michael Brix for sjov kalder for Loftets version af McNuggets. 

- Det var out of this world, siger han. 

Michelin på vej? 

Bostedet Skjoldbo har arrangeret. Restauranten betaler.  

De unge anmeldere har haft en generalprøve på anden restaurant i Esbjerg. Nu er Loftet deres premiere. 

- Men ambitionen er, at vi også skal anmelde nogle af de dyre restauranter udenfor Esbjerg. Ja hvorfor ikke også michelin-restauranter i København, spørger forstander for Skjoldbo Nicolai Kubel sig selv.     

Jannick Hansen til venstre har selv prøvet at være i lære som kok. nu er han en del af Social Gourmet. Nicolai Kubel med kameraet er idemanden bag.
Jannick Hansen til venstre har selv prøvet at være i lære som kok. nu er han en del af Social Gourmet. Nicolai Kubel med kameraet er idemanden bag.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Videofilmes

Mens anmelderne kommer gennem menuen ret for ret, bliver de filmet af Skjolbos eget filmhold. For anmeldelsen af menuen og restauranten kommer ud som en 20 minutter lang video. 

Så de unge må mellem retterne ind i det interimistiske studie i restauranten for at blive udspurgt om deres meninger. Det gælder både om maden, vinene - og servicen. 

- Vi bliver simpelthen behandlet som en sheik i Dubai, siger Morten Kjeldsmark med et stort smil.  

Smagsudfordringer

- Vi vil meget gerne være med til at give dem en oplevelse med retter og vine, som de næppe har smagt før, og som udfordrer dem, siger restaurationschef Michael Brix.  

- Hvad får du ud af det? 

- En god anmeldelse håber jeg, siger han og griner. 

Videofilmen og altså anmeldelsen er først klar om to ugers tid, men ifølge smilene på de syv unges ansigter tyder det på en stjernefyldt anmeldelse til Loftet.