Hjemmelavede skudsikre veste skal redde ukrainske liv

I denne uge sender en gruppe frivillige skudsikre veste af sted til fronten i Ukraine. Skudsikre veste er en mangelvare i det krigsramte land, og de danske frivillige har fundet en billig måde at producere de eftertragtede veste på.

Der lyder et smæld, da en bunke hardox 500-stålplader lander på Vitaliy og Inna Bondarenkos terrasse i den lille landsby Jedsted ved Esbjerg.

Limpistoler, gaffertape og camouflageveste fylder op på terrassebordet, og solen skinner fra en blå himmel, mens Vitaliy og hans nye ven, Mikael Schiermer, arbejder på at lave skudsikre veste til Ukraine.

Med en skarp stanley-kniv skærer Vitaliy sig strøg for strøg gennem et tykt fragmentabsorberende gummi-materiale, som skal limes på stålpladerne, når det er skåret i form.

Det er samme slags gummi, som bruges til faldmåtter i kampsport.

quote

De skudsikre veste er en af de bedste måder, jeg kan hjælpe på. De er billige, og de redder menneskeliv

Mikael Schiermer

Imens Vitaliy skærer, kører Mikael tålmodigt limpistolen frem og tilbage over en stålplade, indtil den er dækket af et tykt lag lim.

De to mænd har mødt hinanden online gennem et netværk af mennesker, som alle er optaget af at sende hjælp i alle afskygninger til Ukraine.

Vitaliy og Inna Bondarenko bor i den lille by Jedsted ved Esbjerg. Nu er de nogle af hoveddrivkræfterne i Facebookgruppen ”Udstyr til Ukraine”, som deler opskriften på, hvordan man laver de skudsikre veste med alle i både Danmark, Ukraine og andre lande, som ønsker at producere billige, hjemmelavede skudsikre veste til Ukraine.
Vitaliy og Inna Bondarenko bor i den lille by Jedsted ved Esbjerg. Nu er de nogle af hoveddrivkræfterne i Facebookgruppen ”Udstyr til Ukraine”, som deler opskriften på, hvordan man laver de skudsikre veste med alle i både Danmark, Ukraine og andre lande, som ønsker at producere billige, hjemmelavede skudsikre veste til Ukraine.
Foto: Pia Thorsen, TV SYD

Vil beskytte hjembyen

Lysten til at hjælpe Ukraine er de fælles om – men deres bevæggrunde er forskellige.

Vitaliy Bondarenko og hans kone Inna Bondarenko kom til Danmark i henholdsvis 2005 og 2006 for at arbejde i landbruget. Hjemme efterlod de deres familier.

Vitaliys familie kommer fra landsbyen Kamjane i Sumy-regionen i det nordøstlige Ukraine – 120 kilometer fra den russiske grænse, mens hans hustru, Inna’s familie, kommer fra byen Horokhiv i det vestlige Ukraine – 100 kilometer fra den polske grænse.

Og selvom Vitaliys familie bedyrer, at de er i sikkerhed, så føler han sig langt fra sikker:

- De siger til mig, at de føler sig i sikkerhed, men jeg er meget bange, og jeg er meget tvivl om det. Jeg synes, der er stor risiko lige nu, siger Vitaliy.

Derfor sender han de hjemmelavede skudsikre veste til politi og hjemmeværn hjemme i Kamjane og Horokhiv – i håb om at bringe lidt mere beskyttelse til dem, der passer på civilbefolkningen.

Hardox 500-stålpladen her er testet med panserbrydende ammunition på 22 meters afstand med en Kalashnikov i Ukraine.
Hardox 500-stålpladen her er testet med panserbrydende ammunition på 22 meters afstand med en Kalashnikov i Ukraine.
Foto: Udstyr til Ukraine

Til kamp mod en kæmpe uretfærdighed

For Mikael Schiermer er det første gang, han sender de hjemmelavede veste til Ukraine.

- Da krigen startede, følte jeg noget, jeg aldrig har følt før. Det rørte mig, og jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde, fortæller Mikael Schiermer.

Selv har han aldrig været i krig. Han har været i Forsvaret og trænede til at blive sendt til Jugoslavien, men nåede det ikke, inden krigen sluttede. Og en tur omkring Fremmedlegionen førte ham heller ikke ud i kampzonen.

- Min første indskydelse var at tage over og hjælpe ukrainerne på slagmarken. Men min kone sagde nej, og derfor føler jeg, at de skudsikre veste er en af de bedste måder, jeg kan hjælpe på. De er billige, og de redder menneskeliv, siger Mikael Schiermer.

Han føler, det er en kæmpe uretfærdighed, der overgår ukrainerne.

- Et land der invaderer et andet land. Det burde bare slet ikke ske i den tid, vi lever i. Det burde være et overstået kapitel i Europas historie, siger han.

Effektiv måde at bruge pengene på

I løbet af denne uge kører Mikael Schiermer sine første 20 veste til fronten i Ukraine. Med sig har han også andet hjælpeudstyr, men i fremtiden er det planen, at han vil koncentrere sig om at rejse penge til flere hjemmelavede veste.

- Som jeg ser det, er det en meget effektiv måde at bruge de penge, vi samler ind til hjælpearbejdet i Ukraine, siger Mikael, mens limpistolen arbejder sig hen over endnu en stålplade.

Han har selv onlineindsamlingen ”Støt Ukraines soldater” kørende på Facebook.

Må ikke sælges med profit

For Vitaliy er det afgørende, at det kommer frem, at de skudsikre veste kun koster 800 kroner at producere.

- Det er vigtigt, at de ikke ender på det sorte marked og bliver solgt med profit til ukrainerne, siger han.

Han er gået i gang med at vikle den færdiglimede hardox 500-stålplade med gummibelægning ind i gaffertape.

Sammen med Inna sænker han den færdige plade ned i camouflagefarvede ”plate-carrier’s” lommer. En foran og en på ryggen.

Nogle af vestene er til hjemmeværnet og politiet i parrets hjembyer.

De første 1.000 hjemmelavede skudsikre veste er sendt til Ukraine og ukrainske soldater har testet deres styrke.
De første 1.000 hjemmelavede skudsikre veste er sendt til Ukraine og ukrainske soldater har testet deres styrke.
Foto: Udstyr til Ukraine

Europa støvsuget for veste

Efterspørgslen efter skudsikre veste er nærmest endeløs, og på grund af krigen i Ukraine er hele Europa nærmest støvsuget for veste.

Soldater bruger dem. Politi, hjemmeværn og nødhjælpsarbejdere bruger dem. Selv landmænd, som trodser krigens kugle- og bomberegn og går i marken for at dyrke deres jord, bruger skudsikre veste, hvis de kan få fat i dem.

- De er testet til at klare Kalashnikov kaliber 7.62x39, som russerne skyder med, og riffelpatroner kaliber 30-06 og 0,338, som er den allerstørste kaliber, du kan få til en riffel, fortæller Michael Schiermer.

Derudover er vesten også testet til at klare kaliber 5.45x39 til maskinpistoler og 7.62x51 til riffel.

Hardox 500-stål er hærdet og slidstærkt stål, som blandt andet bruges til skydeskiver på skydebaner. Nu skal pladerne beskytte både ukrainske soldater, frivillige og civile mod russiske kugler.
Hardox 500-stål er hærdet og slidstærkt stål, som blandt andet bruges til skydeskiver på skydebaner. Nu skal pladerne beskytte både ukrainske soldater, frivillige og civile mod russiske kugler.
Foto: Pia Thorsen, TV SYD

En idé fra skydebanen

Ideen til de hjemmelavede fragmentationsveste fik Vitaliy af manden bag Facebookgruppen ”Udstyr til Ukraine”.

- Niels Kayser, som står bag gruppen, kontaktede mig, da jeg annoncerede efter hjelme og skudsikre veste til Ukraine, fortæller Vitaliy.

Niels Kayser er selv skytte og fortæller, at han fik ideen til de hjemmelavede veste, fordi hardox 500-pladerne bruges som skydeskiver på skydebaner.

- Og da der pludselig manglede skudsikre veste, tænkte jeg, at man måtte kunne skære stålpladerne til, så de passer til en skudsikker vest.

quote

Ved at lave dem selv kan vi redde måske seks gange så mange liv for pengene

Niels Kayser.

Stopper skud på 25 meters afstand

I løbet af kort tid udviklede Niels Kayser en skudsikker plade bestående af en seks millimeter hardox 500-plade med en tyk gummimåtte, som blev viklet ind i gaffertapen.

- Ejeren af en stor dansk jagtbutik testede det første sæt med en kraftig kaliber 308 Winchester. Det er en stor riffelkaliber, som du kan skyde helt store hjorte med, og dem stoppede den. Og når den stopper så stor en kaliber, må den også standse de mindre kalibre, som russerne bruger, siger Niels Kayser.

Siden har ukrainske soldater testet vestene med panserbrydende ammunition, og de kan stoppe skud på 25 meters afstand, fortæller Niels Kayser.

Men vestene er ikke testet og godkendt af myndighederne, så der følger ingen officiel certificering med vestene, fortæller Niels Kayser.

- Men med alle de tests, vi har lavet, ved vi, de virker, og de svarer til professionelle niveau fire-veste, siger han.

Kan redde seks gange så mange liv for pengene

Og så koster de mindre end en sjettedel af professionelle skudsikre veste.

En professionel vest med to skudsikre plader løber let op i 6-8.000 kroner.

- Ved at lave dem selv kan vi redde måske seks gange så mange liv for pengene, siger Niels Kayser.

Indtil videre er der produceret 1.000 af de hjemmelavede veste, og i den kommende uge lander den første sending af de veste, som Mikael Schiermers indsamling ”Støt Ukraines Soldater” har finansieret, i Ukraine, hvor de skal være med til at redde liv.