Ikonisk skib skal renoveres på lokalt værft

Esbjerg Shipyard skal stå for moderniseringen af skoleskibet Danmark.

Til juli sejler et særligt skib ind til Esbjerg Shipyard. Værftet skal indtil december restaurere skoleskibet Danmark, som har sejlet siden 1933.

Det er agterskibet, der skal under kærlig behandling. Esbjerg Shipyard har vundet et EU-udbud om projektet, der vil koste næsten 20 millioner kroner. Det er ikke første gang, værftet tager sig af skoleskibet. 

quote

Vi er utroligt stolte over at trække så stor en opgave til Esbjerg.

Kjeld Vogt, direktør for Esbjerg Shipyard.

- Vi er meget glade over af at have vundet opgaven med at renovere skoleskibet. Samtidig er vi utroligt stolte over at trække så stor en opgave til Esbjerg, siger direktør for Esbjerg Shipyard, Kjeld Vogt, til TV SYD.

Stort arbejde

Skoleskibet Danmark er en tremastet fuldrigger, der blev bygget på Nakskov Skibsværft. Formålet er og var at uddanne unge mennesker til skibsassistenter og letmatroser.  

Det ikoniske skib skal ikke blot have en kosmetisk behandling. Hun bliver moderniseret for at kunne opfylde de standarder for navigation og kommunikation, som skibets elever vil finde på mere moderne handelsskibe.

Man bevarer skibets oprindelige interiør, hvor det er muligt. Men det er nødvendigt at udskifte teakdækket. Desuden skal værftet tage sig af fryse- og køleudstyr, modernisere skibets bro og opdateres el og it.

Fem fonde finansierer

Det omfattende arbejde kan lade sig gøre på grund af donationer fra A.P. Møllerske Støttefond, Lauritzen Fonden, Hempel Fonden, Augustinus Fonden og Dampskibsselskabet Norden A/S/ Orients Fond

Når skibet er færdigt, går det første togt formentlig til Tokyo i foråret 2020. Det sker i anledning af, at Tokyo er vært for OL næste år.