Indbrud i 46 biler: Politiet beder om hjælp

Politiet har i oktober måned modtaget en bølge af anmeldelser om indbrud i biler i Esbjergområdet.

Om det er en speciel vestjysk tilbøjelighed ikke at låse sin bil, kan vicepolitiinspektør Christian Østergård ikke udtale sig om. Men han fortæller, at Syd- og Sønderjyllands Politi for øjeblikket oplever voldsomt mange indbrud i biler. Alene i Esbjerg Kommune er der i oktober indtil nu anmeldt 46 indbrud i biler.

Tyvene har endda haft gode arbejdsvilkår, idet de blot har skullet åbne dørene og forsyne sig med blandt andet kontanter og dyre solbriller.

- Vi oplever en bølge lige nu, så derfor råber vi vagt i gevær. Vi kan ikke klare det alene, men har brug for hjælp fra borgerne, der skal passe bedre på deres ting. De skal låse deres biler, ligesom de også låser cyklen og huset derhjemme, siger han.

Indbrud i biler i Syd- og Sønderjylland

2020: 279 (indtil 23. okt)

2019: 317

2018: 385

2017: 322

2016: 453

Følg tre gode råd

I Syd og Sønderjylland er antallet af indbrud i personbiler faldet støt og roligt siden 2016, men noget tyder på, at tendensen vender i 2020. I oktober sidste år var der kun seks indbrud i biler i Esbjerg, mens tallet for 2018 var 19.

Ud over de 46 anmeldelser i denne måned har politiet informationer om, at omfanget af indbrud i biler faktisk er endnu højere.

- Vi ved fra forskellige kilder, at en del indbrud slet ikke er anmeldt, fortæller Christian Østergård, der nu beder befolkningen om at låse bilen og desuden følge tre råd:

1. Tøm bilen for værdier.

2. Parkér et sted med masser af trafik og lys.

3. Sæt politiets klistermærke i bilen, så tyven kan se, at der ikke er noget at komme efter.

Klistermærket kan i første omgang afhentes på de mobile politistationer.