Sydvestjysk Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen Sydjylland kæmpede lørdag eftermiddag og aften for at begrænse skaderne i området ved Ringen i det østlige Esbjerg.
14 mand og syv køretøjer med kraftige pumper fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev var i aktion til et godt stykke efter midnat. Deres pumper kan flytte18 kubikmeter vand i minuttet.
Det pressede brønddækslerne op i en halv meters højde over vejbanen, som om de tunge støbejernsdæksler var badebolde
- Hele området ved Ringen og Mandøgade ligger lavt - og der kom meget voldsom regn. Det fyldte hurtigt kloakkerne og pressede brønddækslerne op i en halv meters højde over vejbanen, som om de tunge støbejernsdæksler var badebolde, siger indsatsleder Lasse Nygaard Christensen, Sydvestjysk Brandvæsen, søndag formiddag til TV SYD.
Udover boligområder i Esbjergs østlige bydel ved Rørkjær blev også indkøbscentret Broen i midtbyen og kælderen på Politigården ramt af indtrængende regnvand - akkurat som det tidligere er sket denne sommer.
Ifølge DMIs målinger faldt der op mod 50 millimter regn i går i Esbjerg-området. Regnen fordelte sig dog med store lokale forskelle, hvorfor der sandsynligsvis i området ved Ringen og Manøgade kan være faldet endnu større mængder.