TV der bevæger dig

Inga og Christian glemmer aldrig Adam

Stemmen kan stadig blive påvirket, når samtalen falder på orkanen, der i 1999 pulveriserede produktionsstaldene på Inga og Christian Pedersens landbrug.

00:28

Christian kæmper for at sætte ord på sine følelser. Video: Privatoptagelse.

Dødsfrygt, ødelæggelser og apokalyptisk uvejr er det sidste, man tænker på, når man sidder i Inga Og Christian Pedersens hyggelige stue i Bramming. Men når samtalen falder på orkanen Adam i 1999 bliver stemmen tyk og øjnene våde hos de to pensionister, der måtte se deres livsværk styrte i grus over natten.

- Det begyndte allerede om eftermiddagen, da vi gik i stalden, og vi kunne høre, hvor blæsten hev i ventilationsrørene, forklarer den 79-årige tidligere landmand.

- Senere på aftenen kunne vi godt se, at det var helt galt. Det var blevet mørkt, og så gik strømmen. Vi kunne intet se, og vi turde ikke gå ud, for det fløj gennem luften med alt muligt.

I skjul i skab

Inga og Christian gemte sig med deres hjemmeboende datter i et tøjrum uden vinduer inde midt i stuehuset.

- Der sad vi et par timer. På et tidspunkt finder jeg en lommlygte og prøver at gå ud, men det er for farligt. Da vi hører vores havestue forsvinde, bliver vi rigtig bange. Vi kunne høre, at det var ravruskende galt, fortæller Christian Pedersen.

Familien overnattede på loftet i stuehuset, men fik ikke meget søvn den nat. Først om morgenen kunne de bese de omfattende skader.

250 grise døde.

- De to stalde, der lå mod vest, var fuldstændig styrtet sammen. Heldigvis var maskinstationen og Brørup Slagteri der med det samme, og de hjalp os med at få grisene anbragt andre steder. Men alligevel var der 250 grise, der var døde under de sammenstyrtede stalde, fortæller Christian.

- Det er jo noget, der er bygget op igennem en hel generation, der pludselig er væk. Nogle siger, at vi fik da nye stalde ud af det, men det havde vi i forvejen, siger Christian Pedersen.

Inga Pedersen kan den dag i dag få det skidt, når hun hører, at der er en storm på vej.

- Christian var jo fisker, før vi købte gården, og det er noget jeg har helt fra dengang. Der blev jeg også bange, når de meldte storm, og han var på havet, fortæller Inga Pedersen til TVSYDs udsendte.

Det tog halvandet år at genopbygge staldene.

Det var ét kaos.

- Det var ét kaos, og der gik lang tid, hvor vi ikke rigtig var os selv, forklarer Inga.

Det er ikke noget, der plager ægteparret i hverdagen, men altså når der bliver varslet storm eller det er årsdag, som i dag, kommer minderne frem.

-  Vi har altid sat en ære i at passe vores dyr ordentligt, men så på et splitsekund mister man fuldstændig kontrollen over sit liv. Det glemmer man aldrig, siger Christian, mens fru Inga nikker.

Som et kuriosum kan nævnes, at stormen også tømte den store gylletank på gården og afleverede gyllen på naboens stuehus og have.

 

Mere vejr