International olie- og gasvirksomhed får ny direktør i Esbjerg
Olieselskabet TotalEnergies Denmark har fået en ny administrerende direktør i olie- og gasforretningen i Esbjerg.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Rollen som administrerende direktør skal varetages af Ole Hansen, der allerede har en lang historik i branchen.
Ole Hansen har de seneste to år haft samme titel, men med arbejdsplads i USA. Her blev han også udnævnt til præsident i virksomheden.
- Min karriere startede i den danske Nordsø for 24 år siden, så jeg er dybt engageret i både organisationen og den rolle Esbjerg kommer til at spille i Danmarks energifremtid, udtaler Ole Hansen i pressemeddelelsen.
Ole Hansen tiltrådte stillingen den 1. september.