Intet kriminelt bag kvindes død

Der ligger ikke en kriminel handling bag, at en 51-årig kvinde i Esbjerg blev fundet død i sit hjem fredag aften. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag morgen.

Politiet blev ved 19,30-tiden fredag alarmeret om, at en 51-årig kvinde var fundet død i sit hjem i en villa på Ryttervænget i Hjerting.

Omstændigheder ved fundet og i huset fik politiet til at foretage en undersøgelse for at klarlægge, om der var en kriminel handling bag kvindens død.

- Vores teknikere og retsmedicinere har i nat afsluttet deres undersøgelser på stedet - og deres konklusion er, at der ikke er sket noget kriminelt, siger vagtchef Bjørn Pedersen, lørdag morgen til TV SYD.

Området ved Ryttervænget i Hjerting var i aftes og nat afspærret, mens undersøgelserne stod på.

- Hvis politiet, som i aftes, er i tvivl, om der foreligger en forbrydelse, så arbejder vi fra starten for en sikkerheds skyld, som om det er et drab, så vi får sikret alle spor og oplysninger til den videre efterforskning - men nu er vi sikre på, at der ikke er sket noget kriminelt, og så stopper sagen der, siger vagtchef Bjørn Pedersen..