Ishockeymestre fortsætter genrejsning mod førerholdet

Mestrene Esbjerg Energy tog den fjerde sejr på stribe, da Herning Blue Fox blev slået efter straffeslag. Fem afsnit er tilføjet i bunden med de øvrige kampe i Metal Ligaen.

Efter en sløj start på sæsonen i Metal Ligaen er de dobbelte danmarksmestre fra Esbjerg Energy ved at få fart i skøjterne.

Søndag gæstede vestjyderne førerholdet fra Herning Blue Fox, og her tog Esbjerg den fjerde ligasejr på stribe. Gæsterne sejrede med 2-1 efter en afgørelse i straffeslagskonkurrencen.

Amerikaneren Nick Crawford bragte Esbjerg i front i første periode, og føringen holdt indtil syv minutter inde i tredje periode.

Her udlignede finnen Riku Pitkänen for ligaens førerhold.

Der faldt ikke yderligere scoringer, og da overtiden heller ikke bød på mål, måtte de to hold finde en vinder efter straffeslagskonkurrence.

Pitkänen udnyttede det første for Herning, men på Esbjergs andet forsøg bragte Justin Crandall balance i regnskabet.

Begge hold brændte det tredje og sidste forsøg, så der skulle ekstra straffeslag til.

Mens Pitkänen brændte, scorede Colin Vock for Esbjerg, som dermed kunne notere en sejr på 2-1.

Trods nederlaget er Herning fortsat i front af Metal Ligaen, hvor Esbjerg er nummer fem - dog for en kamp mere end de nærmeste forfølgere, som kan rykke forbi vestjyderne med sejre.

Senere søndag fulgte Herlev Eagles op på den overraskende sejr fredag aften over Herning Blue Fox. Herlev scorede en gang i første periode og fire gange i anden periode. Det var nok til en sejr på 5-2 over Aalborg Pirates.

Samtidig vandt Odense Bulldogs 2-1 over Frederikshavn White Hawks. Det var Odenses tredje sejr på stribe, og med den seneste rykker holdet op på andenpladsen.

Søndag aften var Rødovre Mighty Bulls i aktion mod Sønderjyske. Efter 1-0 til Sønderjyske i første periode, kom Rødovre tilbage med to scoringer i anden periode mod én fra Sønderjyske.

I tredje periode blev det også til to Rødovre-scoringer, men Sønderjyske matchede Rødovre og sendte kampen i forlænget spilletid. Her løb Rødovre med en sejr på 5-4.

Gentofte Stars vandt desuden 1-0 ude mod Hvidovre Fighters med en scoring i første periode.