TV der bevæger dig

Jesper fra Roager blev verdensmester

Jesper Knudsen gjorde søndag sin storebror kunststykket efter - han vandt verdensmesterskabet i speedway i 250 kubik-klassen for kørere under 16 år.

Her er den nykårede verdensmester Jesper flankeret af sin storebror Jonas, der vandt VM i 2017. Foto: Privatfoto.

Knudsen-familien fra Roager skrev sig søndag ind i speedway-historien. Famliens yngste søn - Jesper på 15 år - blev verdensmester på dansk jord i Holsted i 250 kubikcentimeter-klassen for U-16 kørere.

Dermed kan familien glæde sig over at have fostret hele to verdensmestre, idet storebror - Jonas på 17 år - præsterede det samme for to år siden.

I finalen slog Jesper konkurrenter fra Polen, Sverige og sidste års verdensmester fra Tyskland.

Den stolte mor - Karina Knudsen - fortæller, at det var en vild oplevelse, og at glædestårerne flød, da den yngste knægt passerede målstregen som verdensmester.

Mød familien i TV SYD tirsdag kl. 19.30.

PS: Brødrenes fætter, Mads Hansen på 19, kan også skrive verdensmester på visitkortet - han vandt VM i langbaneløb i både 2015 og 2017 - så det kan man da kalde en famlie med fart i blodet.

Mere sport