Jesper Jensen bliver ny træner for kvindelandsholdet

Jesper Jensen, succesrig træner for Team Esbjergs ligakvinder, bliver ny træner for kvindelandsholdet i håndbold. Det oplyser DHF.

Jesper Jensen vil i starten arbejde som landstræner sideløbende med sit nuværende job som cheftræner i Team Esbjerg.

- Jeg er stolt og ydmyg over at få tildelt den store opgave, siger Jesper Jensen i sin første kommentar til udnævnelsen, der blev præsenteret på et pressemøde i Kolding.

Han har indgået en aftale med Dansk Håndbold Forbund om at varetage posten som landstræner for kvindelandsholdet frem til 30. juni 2023.

Sideløbende fortsætter han uændret sit virke i Team Esbjerg, hvor han foreløbig har kontrakt frem til sommeren 2022.

- Jeg er med i et vanvittigt fedt projekt i Team Esbjerg, som jeg på ingen måde er færdig med. Samtidig ser jeg det som en yderst spændende opgave at være med til at bringe kvindelandsholdet tættere på målet om at vinde medaljer ved de store mesterskaber og være en fast del af top otte i en meget tæt verdenstop, siger Jesper Jensen.

Da Jesper Jensen således fortsætter som klubtræner, er den nuværende assistenttræner Lars Jørgensen blevet ansat i en fuldtidsstilling, hvor han skal varetage flere forskellige opgaver.

Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund, er rigtig glad for den løsning, der er blevet fundet til kvindelandsholdets trænerteam: 

- Det bliver en meget spændende konstellation, som vi tror på skaber endnu bedre forhold for det danske kvindelandshold. Vi får en landstræner, der hele tiden bliver udfordret fagligt gennem et klubjob, siger Lars Jørgensen.

Med Jesper Jensen som cheftræner blev Team Esbjerg sidste år danmarksmester. En successæson, der blandt andet medførte, at Jesper Jensen forlængede sin kontrakt med Team Esbjerg frem til 2022.

Team Esbjergs direktør Hans Christian Warrer har tidligere givet udtryk for, at han ikke vil ikke stå i vejen for, at Jesper Jensen kunne overtage den ledige landstrænerpost.

Kvindelandsholdet har været uden landstræner, siden Klavs Bruun Jørgensen stoppede den 8. januar 2020. Den beslutning tog han og Dansk Håndbold Forbund i fællesskab i forbindelse med evalueringen af VM 2019, hvor Danmark blev nummer ni.

Jesper Jensen

- 42 år

- Tidligere spiller i Skjern og landsholdsspiller

- Begyndte sin trænerkarriere i 2013 som cheftræner for Vejen EH

- Cheftræner Aalborg Håndbold 2014-16

- Har været cheftræner for Team Esbjerg siden 2017

- Blev danmarksmester med Team Esbjerg i sidste sæson