JydskeVestkysten har mistet 10.000 læsere

JydskeVestkysten havde i januar mistet 4,7 procent af læserne i forhold til januar for et år siden. Et fald fra 215.000 til 205.000.

Trods nedgangen i antallet af læsere klarede avisen sig bedre end de fleste danske dagblade. De ti største dagblade har mistet 600.000 læsere, fremgår det af en opgørelse fra Gallup, som Morgenavisen Jyllands-Posten bringer i dag.

Børsen mistede 26,3 procent af sine læserne, mens gratisaviserne Urban og 24 timer mistede henholdsvis 29,2 og 20 procent. 16,9 procent af læserne svigtede Berlingske Tidende, 14,5 procent B.T., 15,1 procent Jyllands-Posten og 10,6 procent Ekstra Bladet.

Flere regionalaviser har fået flere læsere.

Fyens Stiftstidende er gået fra 154.000 til 169.000 læsere. Også Lolland-Falsters Folketidende, Sjællandske og Frederiksborg Amts Avis fik læserfremgang.

Den kriseramte Århus Stiftstidende må til gengæld se sit publikum svinde yderligere ind. Efter 92.000 læsere for et år siden, var der i januar kun 68.000 tilbage. Det er et fald på 26 pct.