Klar til europæisk hattrick

Den vestjyske fodboldklub kan i aften tage sin tredje sejr i træk på udebane i årets Europa League. Kampen mod Elfsborg begynder kl. 21.05.

Statistik kan bruges til meget. Og kan som bekendt misbruges til endnu mere.

For eksempel kan man sagtens postulere, at Esbjerg er i krise efter tre nederlag i træk og senest sønderlemmende kritik fra cheftræner Niels Frederiksen efter 1-2 ude mod FC Vestsjælland.

Men man kan jo også tage ja-hatten på og fremhæve, at den vestjyske fodboldklub med en sejr i aften ude over svenske Elfsborg kan fuldføre et flot hattrick på udebane i Europa League.

Kæmpestort

Efter 1-0-sejren ude over franske Saint-Etienne i kvalifikationen og 2-1 i Belgien over Standard Liege i den første gruppekamp, kan Esbjerg som en anden flok vikinger indtage den tredje udenlandske by og sætte bål og brand i kunstgræsset i Borås Arena.

- Det vil være kæmpestort, siger målmanden Frederik Rønnow.

- Hvis vi kan få vores tredje udesejr, så vil det give en masse selvtillid, som vi kan tage med os videre. Og så vil det mest af alt give en god stilling i gruppen, hvis vi kan tage tre point her, siger lejesvenden fra AC Horsens.

Esbjerg har tre point efter de første to kampe i Europa Leagues gruppe C. Efter sejren over Standard Liege tabte vestjyderne 1-2 hjemme til Red Bull Salzburg.

Mangler lidt

Den østrigske klub fører gruppen med seks point, mens Esbjerg er nummer to med sine tre point. Standard Liege og Elfsborg har hver et point i gruppen, hvor de to bedste hold går videre.

Esbjergs landsholdsspiller Peter Ankersen fokuserer først og fremmest på, at Esbjerg inklusive kampene mod Saint-Etienne har en flot Europa League-statistik generelt.

- Vi har talt om, at vi nu har vundet tre af fire kampe i Europa League. Men jeg ville gerne bytte tre udesejre til tre sejre på hjemmebane, siger højrebacken og uddyber:

- Dér mangler vi stadig lidt. Det er måske det med, at vi lige nu er bedst, når vi går ind til kampene som underdogs, hvor alt presset er væk fra os.

- Det er ikke fordi, vi ikke gik ind til kampen mod Salzburg som underdogs. Men vi følte os måske lidt mere ligeværdige, end hvis vi havde spillet på udebane, siger Peter Ankersen.

Kampen i Borås begynder klokken 21.05.