Knivbevæbnet mand i elefanthue røver købmandsbutik

Angrende gerningsmand iført elefanthue slap tirsdag aften afsted med et mindre pengebeløb fra en købmandsbutik på Kvaglundvej i Esbjerg.

En købmandsbutik på Kvaglundvej i Esbjerg fik i går aftes kl. 19.46 ubehageligt besøg. Manden, der var iført elefanthue, var også bevæbnet med en kniv, da han kom løbende ind i butikken.

- Han kræver penge og får udleveret et mindre beløb, før han løber fra forretningen igen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Henrik Søndergaard.

Den unge mand var måske ikke helt stolt af situationen. Før han stak af, sagde han nemlig undskyld til personalet, skriver Syd- og Sønderjyllands politi på Twitter.

Gerningsmanden er fortsat på fri fod. Han var iført sort tøj, cirka 20 år og spinkel, oplyser vagtchefen.