Knivmand bliver sigtet for togkapring

Alvorlig paragraf bliver taget i brug mod 45-årig mand, som natten til fredag truede lokofører med kniv.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet en 45-årig mand for togkapring.

Manden blev anholdt natten til fredag, efter at han på strækningen mellem Vejen og Esbjerg truede en lokofører i et IC4-tog med en kniv.

Manden simulerede ifølge politiet, at han var syg, og fik på den måde lokoføreren til at åbne ind til førerkabinen. Her trak den 45-årige en kniv og forlangte, at toget skulle fortsætte mod Esbjerg.

Ifølge politiet stillede manden krav om at tale med borgmesteren i Fredericia eller med medierne. Samtidig lod han forstå, at han ikke ville se politi i området.

Anklagemyndigheden har rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 183a. Strafferammen i den paragraf er fængsel indtil livstid for den, som ved ulovlig tvang tager kontrol over et kollektivt transportmiddel.