Køb et psykiatrisk hospital

Region Syddanmark har sat det psykiatriske hospital i Hviding ved Ribe til salg. Offentlig vurdering: 26,5 mill. kr.

Med flytningen af det psykiatriske sengeafsnit til nybyggeriet på Spangsbjerg i Esbjerg 2014 kommer Hviding-afdelingen til at stå tom.

- Vi har at gøre med nogle meget historiske og bevaringsværdige bygninger, og det bliver spændende at se, hvilke købere der melder sig på banen, siger Mikkel Hemmingsen, regionsdirektør i Region Syddanmark.

Lokal ejendomsmægler

Det bliver en lokal ejendomsmægler, som skal stå for at sælge sygehusbygningerne i Hviding. Her kan man bl.a. se, at der er tale om et grundareal på små 72.000 kvadratmeter, og at den offentlige vurdering af grunden i 2010 lød på 26,5 mio. kr.

Mange formål

Esbjerg Kommune lægger op til, at bygningerne kan anvendes til mange forskellige formål. Det kan for eksempel være til bolig, erhverv, skole, museum, foreningslokaler eller ældrecenter.
Sidste frist for at afgive bud på bygningerne er 1. januar 2013.