Kørestolsbrugere svævede i trætoppene - det er ikke kun sjov og spas

En tur i svævebane er meget mere end bare en tur gennem luften for kørestolsbrugere fra ETAC Rehabiliteringscenter i Esbjerg.

Latteren er ikke til at tage fejl af. Den er ægte. Inderlig. 

Men selvom den kommer helt nede fra maven, skal man kigge op for at få øje på dens ejermand - eller rettere kvinde. 

Det er nemlig Majbrit Klindt Lauridsen, der har den store glæde ved at flyve gennem luften i en svævebane. 

Og der er ikke noget at sige til, at det er sjovt. For en tur i en svævebane er ikke hverdagskost, når man som Majbrit Klindt Lauridsen sidder i kørestol. 

- Det var rigtig sjovt. Rigtig, rigtig sjovt. Pludselig gav den bare slip, og så fik jeg et sug i maven, lyder det fra Majbrit Klindt Lauridsen, der er med ETAC Rehabiliteringscenter i Kvaglundparken i Esbjerg. 

Majbrit Klindt Lauridsen sidder i kørestol og er bruger af ETAC Rehabiliteringscenter
Majbrit Klindt Lauridsen sidder i kørestol og er bruger af ETAC Rehabiliteringscenter

Meget mere end en svævetur

ETAC Rehabiliteringscenter er en institution, der støtter borgere med fysiske handicap eller senhjerneskader, og dagens udflugt er ikke kun sjov og spas. Bagved de sjove aktiviteter og lege for centrets brugere er der en dybere mening.

- Det er vigtigt af flere årsager, men det vigtigste er, at vi laver nogle arrangementer, der ligger så tæt på det almene som muligt, fortæller leder af ETAC Rehabiliteringscenter Syren Mortensen.

Og netop det at kunne kaste sig ud i noget så alment som en tur i svævebane er ganske rigtigt en langt større ting for bruger af ETAC Rehabiliteringscenter Majbrit Klindt Lauridsen end bare en sjov oplevelse.

- Det var fedt at føle, at man også godt kan det, selvom man sidder i kørestol. At være en del af de ting, som foregår, siger Majbrit Klindt Lauridsen, der er bruger af ETAC Rehabiliteringscenter.

Udover en tur i svævebanen var der også bueskydning, bål, sand og guitarsang. 

Fem facts om ETAC Rehabiliteringscenter

  • Hjælper folk med fysiske eller psykiske handicap eller senhjerneskader
  • Hjælpen består i aktiviteter, samværstilbud, fysioterapi, ergoterapi, træning, pædagogiske og sundhedsfaglige indsatser
  • Målet er at fremme fysiske, psykiske, mentale og sociale færdigheder samt bedre selvværd og opbygge et godt netværk 
  • Er en selvejende institution, som samarbejder med Esbjerg Kommune 
  • Der er indskrevet ca. 140 brugere på den selvejende institution