Kommune lukker endnu en smitteramt skole

Incidenstallet for Jerne Sogn er mandag steget til 1.326. Trods mere end en uge med massiv testindsats fortsætter smittestigningen. Nu vælger kommunen også at lukke Præstegårdsskolen Urban, der ligger i et at naboområderne.

Selvom ti medarbejdere fra Esbjerg Kommune arbejder på fuld tid med at få styr på coronasmitten, fortsætter den lige nu med at stige dag for dag.

Mandag nåede incidenstallet for hele Esbjerg Kommune op på 218, og i Jerne Sogn er tallet for, hvor mange smittede der er per 100.000 borgere, vokset markant og er nu oppe på 1.326.

Nu frygter Arne Nikolajsen, der er direktør for Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune, at smitteudbruddet i Jerne Sogn spreder sig til de omkringliggende boligområder.

To skoler nu lukket

Som et led i indsatsen lukker kommunen derfor, efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, nu Præstegårdsskolen Urban foreløbigt frem til den 23. marts. 

Her er flere elever og ansatte også testet positive, oplyser Esbjerg Kommune.

Præstegårdsskolen ligger placeret syd for Jerne Sogn, hvor smitten stiger kraftigt.

- Det er meget høje tal, vi ser fra især Stengårdsvej og Skoleparken. Vi forsøger at få styr på smitten ved at stemme dørklokker, uddele flyers og kontakte folk ved købmanden, fortæller Arne Nikolajsen.

ESBJERG Stengaardsvej
Foto: Ole Møller, TV Syd

På grund af de høje tal har Sundhedsstyrelsen samtidig givet kommunen tilladelse til at kontakte alle nye smittede personligt. Det sker for at sikre, at de kender reglerne for isolation i forbindelse med smitten.

Tester i nyt boligområde

Samtidig med lukningen af Præstegårdsskolen er kommunen også gået i gang med at teste massivt i det nærliggende boligområde i nabosognet Kvaglund.

Søndag blev 476 borgere fra området testet, og svarene derfra kommer tirsdag.

Ifølge Arne Nikolajsen er mange af dem ikke tidligere blevet testet, derfor forventer han, at tallene for antal smittede kommer til at stige yderligere.

Bakkeskolen Cosmos nær Stengårdsvej er fortsat lukket frem til torsdag i denne uge.

Esbjerg Kommune er lige nu den kommune med det tredje højeste incidenstal i Danmark.

Incidenstal

Incidens er et tal for antal smittede i et befolkningsområde indenfor en given periode.


Incidenstallet måles som antal nye covid-19 smittede per 100.000 indbyggere.


Statens Serum Institut opgiver hver dag incidenstallet for de enkelte kommuner.


I Jerne Sogn bor der, ifølge Danmarks Statistik, 10.101 borgere (2020).


Kilde: Statens Serum Institut