Kommune på anklagebænken i Højesteret

Mandag begynder den første sag i Danmark nogensinde om offentligt omsorgssvigt. Esbjerg Kommune er på anklagebænken.

Burde Esbjerg kommune have taget mere alvorligt på underretninger om seksuelle krænkelser af nogle skolepiger og dermed forhindret det?

Det er sagens kerne, når Højesteret mandag indleder den første sag nogensinde om omsorgssvigt mod en offentlig myndighed, oplyser JydskeVestkysten mandag.

Sagen drejer sig om den såkaldte Esbjergmand. Lige nu afsoner han en fængselsstraf på ni et halvt år for særdeles grove, seksuelle krænkelser af i alt otte piger gennem en lang periode i nullerne.

quote

Vi skal passe på vores børn, og det har kommunerne et særligt ansvar for.

Helle Hald, advokat 

Advokat for to af pigerne, Helle Hald, mener, at Esbjerg Kommune kunne have forhindret overgrebene mod de to piger i 2008, hvis kommunen havde reageret hurtigere på de underretninger om seksuelle krænkelser, som de modtog.  

De ventede i tre år

I januar 2008 besluttede kommunen at foretage en børnefaglig undersøgelse af Esbjergmandens børn, men den blev først gennemført tre år senere. I mellemtiden forgreb han sig på de to piger. Det er dem, som sagsøger kommunen for omsorgssvigt.

I 2017 slog Vestre Landsret fast, at kommunen havde overtrådt serviceloven, men at pigerne ikke skulle have udbetalt erstatning. Nu skal Højesteret granske den afgørelse. Den kan få stor betydning for lignende sager i fremtiden.

- Sagens kerne er, om kommunen kunne have gjort noget for at forhindre nogle af de mange overgreb. Vi skal passe på vores børn, og det har kommunerne et særligt ansvar for, siger advokat Helle Hald til avisen.