Kommuner får dispensation: Slipper for skrappe ghetto-regler

Fire ud af fem kommuner får dispensation for regler, der skal sikre at børn fra ghettoer blandes med andre børn. Esbjerg er en af de kommuner, der slipper.

Det skulle have været på plads til nytår.

Men nu slipper de første fire kommuner for skrappe regler for, hvordan ghettobørn skal blandes med børn fra resten af kommunen i børnehaver og vuggestuer.

Ifølge ghettoplanen må højst en tredjedel af de børn, der fremover optages i en ghettobørnehave, komme fra lokalområdet.

Men flere kommuner har så svært ved at leve op til reglerne, at de har bedt om dispensation, så de kan vente i op til fem år med at opfylde kravene.

Og det har Esbjerg, Odense, Roskilde og Svendborg nu fået. Samtidig har Randers fået afslag på sin ansøgning om dispensation. De fem kommuner er de første afgørelser af ansøgninger fra i alt 12 kommuner.

Rådmand i Odense Susanne Crawley (R) er glad for dispensationen, der dækker to ghettoområder i Odense.

- Det er helt afgørende for, at vi ikke laver en hurtig og dårlig løsning. Det betyder, at vi har tid til at lave en omhyggelig og klog løsning til gavn for børn, familier og medarbejdere i Vollsmose og Korsløkkeparken. Vi er helt enige i målet om, at børn skal gå i blandede børnehaver.

Frygtede, at institutioner måtte lukke

Dispensationen gives i op til fem år. Men den gives kun til de institutioner, som har særlige udfordringer ved at leve op til reglerne, og hvor kommunen er i gang med omdannelse af området, der på sigt vil føre til at de kan leve op til reglerne, understreger børneminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

- Der kan der være et behov for, at man venter med at komme under de 30 procent til den forandring er sket og derfor har vi givet en midlertidig dispensationtutioner i kommuner, siger ministeren.

I blandt andet Esbjerg og Svendborg har kommunerne påpeget, at de risikerede at skulle rive nye institutioner ned, fordi det ikke ville lykkes at blande børnene med kort varsel. De har også overvejet at lave midlertidige skovbørnehaver for at sikre det rette mix af børn, der kan leve op til loven.

Meldingen om dispensation blev derfor positivt modtaget af formand for Børne- og Ungeudvalget i Svendborg Kommune, Henrik Nielsen (K).

- Jeg er en glad mand, og jeg er sikker på, at jeg repræsenterer et udvalg, der også er glade over den her dispensation. Det betyder, at vi kan fortsætte den positive udvikling, der er i vores to institutioner, siger han.

I Esbjerg har man kun fået to års dispensation til Bydelens Børnehus, fordi den ligger i ghettoområdet, og det er ikke nok, lyder det fra Diana Mose Olsen (SF), formand for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune.

- Vi kan ikke nå at ændre sammensætningen i området på Stengårdsvej, hvor den her spritnye daginstitution ligger på de to år, vi har fået. Derfor risikerer vi stadig, at den må lukke.

Udover Bydelens Børnehus har Esbjerg fået fem års dispensation til Børnehuset Kvaglund og Valmuen.

Minister: Slut med undtagelser i fremtiden

Selv om fire ud af fem kommuner nu får dispensation, så skal kommunerne på sigt leve op til reglerne, fastslår ministeren.

Hun varsler samtidig, at hun vil forsøge at få lukket for muligheden for at søge dispensation fra ghettoreglerne i fremtiden.

- Selvfølgelig skal det kunne lade sige gøre at leve op til loven. Men vi ønsker også at lægge et stort pres på, for at kommunerne kommer ned under de 30 procent, så alle børn får en fair chance for at få lært dansk tidligt og for at blive en del af vores fællesskab, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ifølge ministeren er det rimeligt, at kommunerne nu kan få dispensation til at nå i mål med kravene.

- Men i fremtiden må vi sige, at så har man haft mulighederne for at træffe de beslutninger, der skal til. Så man skal have den tid, der skal til, for at få etableret det nyt. Men heller ikke mere end det, siger ministeren.

I alt 16 institutioner i de fem første kommuner har fået dispensation i fem år, mens en enkelt institution i Esbjerg Kommune har fået en to-årig dispensationsperiode, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.